Carlsberg/ABM: Valutamarkedet vigtigere end valg i Ukraine

Udgivet den 26-05-2014  |  kl. 11:42  |  

Søndagens valghandling i Ukraine får ikke afgørende betydning for Carlsberg for nuværende, da meget af den usikkerhed, som er forbundet med bryggeriets store eksponering mod Østeuropa og derved konflikten mellem Ukraine og Rusland, allerede er priset ind i aktien. Det skyldes, at rubelkursen er på tilbagetog, efter at have været svækket til et rekordlavt niveau i midten af marts.

Sådan lyder vurderingen fra Michael Friis Jørgensen, Carlsberg-analytiker i Alm. Brand Markets, efter at det med al sandsynlighed står klart, at forretningsmanden Petro Porosjenko bliver ny præsident i Ukraine, hvilket kunne være lig med en mere rolig situation i Ukraine.

- Vi har den seneste tid set, at der er blevet pillet en del usikkerhed ud på valutamarkedet, og der var valget i går (søndag red.) endnu en faktor i den kategori. Så vi lader valutamarkedet tale, hvor rublen jo er faldet fra 51 per euro til omkring 46, hvilket er ensbetydende med 500 mio. kr. ekstra til Carlsberg på årsresultatet, siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans, og fortsætter:

- Så det bør være det bedste pejlemærke for den usikkerhedsfaktor, der ligger i valutamarkedet og dermed også for Carlsberg på Ukraine-konflikten, siger han.

Michael Friis Jørgensen nævner, at rubelkursen og Carlsberg-aktien stort set har fulgt hinanden under den verserende konflikt. Aktien været helt ned i 513,5 kr., men har de seneste uger vist en opadgående trend og ligger mandag i 574,5 kr., mens rublen ligger i 46,60 per euro mod at have været oppe i 51 omkring midten af marts.

- Der er jo også derfor, at Carlsberg ikke rallyer fuldstændig i dag (mandag, red.). Vi har taget noget af den her risikopræmie ud løbende de sidste 14 dage. Før Ukraine-krisen var der alligevel ikke mange, som ville give mere end 580 kr. for Carlsberg-aktien, siger han.

Overordnet set er analytikeren dog ikke i tvivl om, at Carlsberg har været hårdt ramt af konflikten, da den har påvirket russisk økonomi negativt.

- Fundamentalt set er der dog ingen tvivl om, at den her konflikt har kostet i den russiske markedsvækst. Men vi skal se nye tal på ølsalget og udviklingen i den russiske økonomi, før man kan se nærmere, hvor meget det har påvirket, siger Michael Friis Jørgensen.

Carlsberg oplyser i sit regnskab for første kvartal af 2014, at forventningerne til 2014 er baseret på en forventning om en euro/rubel-kurs på cirka 51, og at en ændring på et point i begge retninger vil påvirke driftsresultatet med 100 mio. kr.

Michael Friis Jørgensen har en neutral anbefaling på Carlsberg-aktien med et kursmål, der hedder 560 kr.

/ritzau/FINANS

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder