Carlsberg/Danske Bank: Forventer klarhed om CEO efter spekulationer

Udgivet den 22-09-2022  |  kl. 15:35  |  
Arkiv: Foto

Markedet har længe spekuleret i fremtiden for Carlsbergs topchef Cees 't Hart, der har siddet på posten siden 2015, og ifølge Danske Bank bør der være afklaring på vej.

Sådan lyder det i en opdatering fra banken frem mod bryggerigigantens kapitalmarkedsdag, der afholdes 28. september.

- Der har været meget snak i markedet om en mulig efterfølger til den administrerende direktør, efter at "Sail22" (navn på strategiplan, red.) er blevet afleveret, skriver Danske Bank.

Carlsbergs seneste strategiplan blev lanceret tilbage i februar under navnet "Sail27", og den plan tog over efter "Sail22"-strategien.

- Vi forventer, at Carlsberg giver noget klarhed på det område, lyder det videre med henvisning til fremtiden på topposten.

Det skal ikke mindst ses i lyset af en række udskiftninger i Carlsbergs øverste ledelseslag over det seneste år.

Først blev den mangeårige formand Flemming Besenbacher afløst af Henrik Poulsen i forbindelse med generalforsamlingen tilbage i februar, og henover sommeren meddelte finansdirektør Heine Dalsgaard sin afgang. Han bliver dog i rollen indtil årets udgang, og der er endnu ikke annonceret en afløser.

Også stillingen som kommerciel direktør (CCO) har haft en udskiftning, da Joao Abecasis skiftede til jobbet som direktør for Carlsbergs asiatiske forretning. Han blev afløst af Søren Brinck.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Shares❯