Carlsberg/Nordnet: Porosjenko-sejr i Ukraine kan være godt nyt
Såfremt forretningsmanden Petro Porosjenko ender med at blive Ukraines nye præsident, hvilket alt tyder på, kan det være godt nyt for bryggerikoncernen Carlsberg, der har været påvirket af konflikten mellem Ukraine og Rusland grundet sin store eksponering mod Østeuropa.
Sådan lyder vurderingen fra Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, efter at det søndag stod klart, at Petro Porosjenko stod til at have fået over 50 pct. af stemmerne ved præsidentvalget.
- Putin har tilkendegivet at ville respektere valget og arbejde sammen med den nye præsident. Hvis Putin holder ord er nye sanktioner fra USA og Europa usandsynlige. En reduktion og afvikling af de allerede indførte sanktioner over tid er mere realistisk. Sanktionerne har i sig selv kun haft en mindre eller ingen effekt økonomisk, hvorimod den psykologiske effekt på risikopræmien har været stor/større, vurderer Per Hansen.
Han begrunder derudover udsigten til en mere rolig situation med, at rygter har tydet på, at udenlandske investorer trukket op til 150 mia. dollar ud af Rusland de seneste måneder, hvilket har tvunget den russiske centralbank til at hæve renten.
- Et mindre pres på valutaen og investeringspenge der vender tilbage, kan presse renterne nedad igen. Konsekvensen kan meget vel blive en styrket russisk valuta, lavere renter og fortsat stigende aktiekurser, vurderer Per Hansen.
Og en mere stabil situation samt en mindre volatil rubel vil være positivt for Carlsberg.
- Alt andet lige vil det være gode nyheder også for selskaber som Carlsberg, hvis krisen bliver mindre. Både via en styrkelse af rublen og derigennem muligheder for at sænke renterne, men også hvis det sker som en konsekvens af et lavere spændingsniveau i regionen, vurderer Per Hansen.
Rublen styrkes mandag over for euroen. En euro koster 46,40 rubler mandag morgen mod 46,54 fredag ved børslukketid.
Carlsberg-aktien lukkede fredag i 570 kr. - et fald på 0,1 pct. fra torsdag.
/ritzau/FINANS
Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›