Carlsberg/Sydbank: Vesteuropas sommer en solstrålehistorie
Det gode sommervejr i Vesteuropa har medvirket til, at Carlsberg er kommet ud af årets tredje kvartal med forbedrede resultater for både omsætningen og den primære drift. Især en række vundne markedsandele i Frankrig er værd at notere sig.
Det vurderer Carlsberg-analytiker hos Sydbank, Morten Imsgard, onsdag over for Ritzau Finans.
Ud af perioden er Carlsberg kommet med en omsætning på 10.939 mio. kr. mod 10.361 mio. kr. i tredje kvartal 2012. Analytikerne havde ifølge SME Direkt ventet et salg på 10.713 mio. kr. Resultatet af primær drift i regionen blev på 2014 mio. kr. mod 1807 mio. kr. i samme periode sidste år. Her havde analytikerne ventet 1840 mio. kr.
- Den vesteuropæiske forretning er lidt en solstrålehistorie i det her kvartal. De kommer rigtig godt igennem tredje kvartal med stigende volumener i større omfang, end jeg havde turdet håbe på, siger Morten Imsgard, der fortsætter:
- Det hele er drevet af det rigtig gode sommervejr, der har været i Vesteuropa, og det har Carlsberg flot formået at udnytte til at lange flere øl over disken på barer og restauranter og få kunderne til at købe flere øl i supermarkederne i sommermånederne.
Samtidig hæfter Carlsberg-analytikeren sig ved, at bryggerikoncernen gennem sin evne til at hæve priserne i regionen har sørget for, at indtjeningen følger med op og faktisk lander noget bedre end det, han ellers selv havde regnet med for årets tredje kvartal.
- Vesteuropa ser faktisk ret stærkt ud i dagens regnskab. Det, jeg specielt synes, man skal hæfte sig ved, er Carlsbergs kommentar om, at man for første gang i meget lang tid faktisk har haft et kvartal, hvor der er vundet lidt markedsandele i Frankrig, pointeres det af Morten Imsgard.
Det franske marked har ifølge Sydbanks analytiker tidligere været udset som et problemområde for Carlsberg, hvor den danske bryggerikoncern har været presset af Heinekens fremgang. Om de vundne markedsandele i tredje kvartal signalerer en fransk vending for Carlsberg, bliver derfor spændende at følge fremadrettet, lyder det fra Morten Imsgard.
/ritzau/FINANS
Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk