Cheføkonom: Den amerikanske økonomi holder dampen oppe

Udgivet den 06-09-2024  |  kl. 15:10  |  

Fredagens jobrapport, som ramte en smule under forventningerne, vidner om et amerikansk arbejdsmarked, der ikke længere buldrer afsted, men som alligevel formår at holde dampen oppe. Det skriver Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.

- I det hele taget var arbejdsmarkedsrapporten en tand svagere end ventet på forhånd af investorerne. Ikke mindst fordi tallene for juli i samme ombæring justeres lidt ned. Det får renterne og dollaren lidt i defensiven, men der er ikke tale om voldsomme udsving og man kan nærmest høre, hvordan mange investorer foreløbigt drager et lettelsens suk. Rapporten er nemlig ikke decideret svag, skriver Søren Kristensen.

Når Federal Reserves renteudvalg senere i september sætter sig sammen, så bliver udfaldet højest sandsynligvis en rentenedsættelse. Det gør sig også gældende for årets resterende rentemøder, mener Søren Kristensen.

- I øjeblikket er vores bedste bud, at Fed vil sætte renten ned på alle de tre resterende møder i indeværende år. Men det forventes i den grad også af investorerne, at mindst en af de rentenedsættelser bliver af dobbelt størrelse, skriver cheføkonomen.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  macro❯  USA❯ 

Seneste nyheder