Chefanalytiker ser ekstra rentenedsættelse fra ECB i 2024 efter markant inflationsfald

Udgivet den 01-12-2023  |  kl. 14:20  |  

Efter torsdagens overraskende lave inflation og generelt svage vækstsignaler fra euroområdet har analytikerne hos Jyske Bank lagt en ekstra rentenedsættelse ind i prognosen.

Banken venter nu første rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank, ECB, til juni - og prognosen indebærer dermed 75 basispoint i rentenedsættelser i 2024 og 100 basispoint i 2025.

Hvis det holder stik vil den ledende rente i eurozonen i 2025 dermed være tilbage i 2,25 pct. - mod det aktuelle niveau for indskudsrenten på 4,0 pct.

Det skriver Jyske Banks chefanalytiker, Tina Winther Frandsen, i en temaanalyse.

Prissætningen på rentemarkedet vidner ifølge analytikeren dog om, at første rentenedsættelse kan komme endnu tidligere end juni.

- Men vi vurderer, at det vil kræve en mere markant økonomisk nedtur end den langstrakte stagnation, som vi forventer, eller fortsatte markante fald i inflationen, hvis det skal blive en realitet, skriver Janne Winther Frandsen.

Analytikeren vurderer, at ECB vil træde forsigtigt i en situation, hvor arbejdsmarkedet stadig er solidt med rekordlav ledighed og høj og tiltagende lønvækst, og hvor tocifrede inflationsrater stadig er i frisk erindring.

- Det er nemlig vigtigt for ECB at sikre sig, at inflationen ikke tager fart på ny, hvis renten bliver sat for hurtigt ned, lyder argumentet.

Hun mener heller ikke, at det overraskende kraftige fald i inflationen i november vil afholde ECB fra snart at stramme skruen yderligere ved at udfase geninvesteringerne fra det store pandemiopkøbsprogram hurtigere end oprindeligt planlagt.

- Det bliver dog formentlig ikke annonceret allerede på mødet den 14. december men først i starten af 2024, og vi tror også, at ECB på december-mødet vil fortsætte med at signalere, at det er for tidligt at overveje rentenedsættelser, skriver Tina Winther Frandsen.

Hun venter i øvrigt, at Nationalbanken herhjemme vil følge ECB én til én, når det gælder de ventede rentenedsættelser i 2024 og 2025.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  macro❯  Europa❯  Eurozonen❯