Chefstrateg om store aktiefald: Væksten aftager måske hurtigere end troet

Udgivet den 02-08-2024  |  kl. 11:32  |  

Torsdagens store fald på Wall Street har fredag spredt sig til både de asiatiske og europæiske aktiemarkeder.

De japanske børser er fredag morgen banket ned, og for det toneangivende Nikkei 225-indeks er der tale om det værste endagsfald side "black monday" i 1987. Også Europa er vågnet op til tømmermænd med fald til det fælleseuropæiske Stoxx 600 på 1,4 pct. I Danmark falder C25-indekset med 1 pct.

Mismodet på det amerikanske marked blev for alvor udløst, da erhvervstilliden i form af ISM-indekset skuffede og viste niveauer tilsvarende dem fra starten af coronapandemien.

Samtidig steg antallet af førstegangsledige i USA, og koblet med skuffende regnskaber fra flere af de amerikanske teknologikæmper sendte det aktiemarkedet i en nedadgående spiral.

- Jeg tror, at meget af det kommer af, at markederne i en periode har været meget volatile, og at nogle af tech-selskaberne skuffer en smule. Så skal man også se det i lyset af de eksorbitante aktiestigninger, vi har fået i løbet af 2024. Det gælder i særdeleshed også for det japanske marked, der er suset derudaf, lyder vurderingen fra Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg hos PFA.

At der ikke skulle meget mere end et enkelt eller to dårlige tal til, før handlerne trykkede på salgsknappen, kan ifølge chefstrategen hænge sammen med, at der gennem den seneste tid har været en tiltagende recessionsfrygt i markedet.

Handlerne er blevet mere bekymrede for, at den amerikanske centralbank ikke når i mål med sin bløde landing af økonomien efter en lang periode med høje renter.

- Væksten har været aftagende, men nu får vi nogle tal, der viser, at det måske går lidt hurtigere, end man gik og troede, siger Tine Choi Danielsen til MarketWire.

JOBRAPPORT VENTER

Fredag eftermiddag venter så den amerikanske jobrapport for juli, og det kan blive en afgørende test for aktiemarkedet - navnlig efter onsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank.

- Vi havde jo Federal Reserve på banen, der selv gjorde opmærksomme på, at de nu kan fokusere mere på arbejdsmarkedet end på inflationen, for den arter sig, som den skal. Så nu kan de begynde at facilitere den bløde landing, som vi har diskuteret i rigtig lang tid, siger PFA's chefstrateg.

Humlen for den amerikanske centralbank er, at tempoet skal tages ud af arbejdsmarkedet, men uden at det kammer over, og jobmarkedet går i stå.

- Så hvis vi får et dårligt tal, kan det faktisk vise sig at være "godt nyt er dårligt nyt", fordi det kan være vand på møllen til at Federal Reserve faktisk sænker renten, siger Tine Choi Danielsen.

Omvendt kan dårligt nyt også ende med at blive "rigtig dårligt nyt", hvis jobrapporten skuffer fælt og vidner om et kriseramt jobmarked.

Ifølge chefstrategen er det en balancegang mellem troen på en blød landing og decideret recessionsfrygt, det kommer til at afgøre den fremtidige retning for markederne.

For hvis Federal Reserve sænker renten til september på baggrund af tal, der viser en blød landing, så vil det formentlig føre til pæne stigninger.

Historisk set har den første rentenedsættelse i en cyklus ifølge Tine Choi Danielsen givet gennemsnitligt aktiestigninger på 10 pct. hen over det kommende halvår.

Men hvis renten bliver sænket i september på baggrund af tal, der vidner om en kommende recession, så er det ikke nødvendigvis positivt for markedet, understreger chefstrategen.

Den amerikanske jobrapport bliver offentliggjort 14.30. Her ventes der en jobskabelse uden for landbruget på 175.000 - en nedgang fra 206.000 nye job i juni.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  macro❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

06:30 Kalender med link - mandag den 9. september
17:48 Europa/lukning: Polsk distributør trak fra rødt felt tynget af jobtal
17:31 Chefanalytiker: Jobrapport gør det svært at spå Federal Reserves næste træk.
17:08 Fredagens aktier: Lettelsen kom og gik i C25 efter amerikansk jobrapport
17:01 Fredagens obligationer: Amerikansk jobrapport sendte renten på rutsjetur
16:18 Vestas i laveste niveau siden oktober 2023 efter uge med skuffende britisk auktion
16:07 Chefhandler: Stigning i danske aktier er lettelse fra sidste måneds jobrapport
15:40 USA/åbning: Dårlig stemning fortager sig - jobrapport var ikke så ringe endda
15:34 Aktier vender rundt til plus trods lavere jobvækst i USA end ventet
15:10 Cheføkonom: Den amerikanske økonomi holder dampen oppe
15:03 Jobvækst på sporet dæmper sandsynligheden for ekstra stor rentenedsættelse i USA på næste møde
14:58 Feds Williams finder det nu passende at sænke renterne
14:48 Cheføkonom: Lunken jobrapport er ikke nok til at dulme recessionsfrygten
14:36 Amerikansk beskæftigelsesrapport viste skuffende jobskabelse i august
14:02 USA/tendens: Urolig stemning inden jobrapport med særligt pres på teknologi
13:25 Volvo Car i laveste niveau siden januar efter ugefald på 14 pct.
13:21 Google misbruger sin markedsposition mener britiske konkurrencemyndigheder
13:17 Novo holder kortene tæt til kroppen om vægttabstablet
13:01 Europa/aktier: Fransk tekstilselskab får flosset kanterne i trykket marked
12:26 Fransk tekstilvirksomhed falder med 16 pct. efter bud på amerikansk selskab