Chipproducent skuffer med prognosen og falder i eftermarkedet
Den amerikanske chipproducent Micron Technology har torsdag aften skuffet investorerne med sin prognose for første kvartal af det igangværende regnskabsår, og aktien falder derfor i eftermarkedet med knap 6 pct. - selv om koncernen ganske pænt slog forventningerne til det overståede fjerde kvartal.
Micron regner med en justeret indtjening per aktie i første kvartal i intervallet mellem 39 og 53 cent. Den nye prognoses midtpunkt, på 46 cent, er under forventningerne på Wall Street på 49 cent per aktie, ifølge Bloomberg News.
Micron er udfordret af handelskrigen mellem USA og Kina, og især af restriktionerne på salg til Huawei Technologies, og selskabet vurderer, at en fremgang i ordrerne ikke er et tegn på en vedvarende efterspørgselsfremgang.
- I de seneste måneder har vi set en øget efterspørgsel fra kunder med hovedsæde på Kinas fastland, hvoraf nogle træffer strategiske beslutninger om at bygge lagerniveauerne op med udsigten til øgede handelsspændinger mellem USA og Kina såvel som mellem Korea og Japan, udtaler koncernchef Sanjay Mehrotra, i regnskabet.
Prognosen for omsætningen i perioden er til gengæld en tand bedre end forventet i intervallet mellem 4,80 og 5,20 mia. dollar mod konsensus på 4,78 mia. dollar. Guidance betyder dog, at salget for fjerde kvartal i træk vil falde med 20 pct. på årsbasis, ifølge Bloomberg News.
Chipproducenten kom ellers gennem sit fjerde kvartal med et justeret overskud per aktie på 56 cent, et stort fald på årsbasis fra 3,53 dollar, mens omsætningen landede på 4,87 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 48 cent og en omsætning på 4,56 mia. dollar.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯