CIP sejrer i USA med havmøllepark: Shell og Ørsted forbigået
Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har sammen med partneren Avangrid vundet et bud om at levere havvindenergi til den amerikanske stat Connecticut.
De to partnere har gennem deres fælles selskab, Vineyard Wind, vundet med projektet Park City Wind på 804 megawatt, og det er sket foran bud fra projekter anført af Ørsted og Shell, skriver Bloomberg News.
- Vineyard Wind er stolte over, at vores Park City Wind-forslag blev valgt i denne konkurrenceprægede proces, siger administrerende direktør for Vineyard Wind, Lars Pedersen.
CIP og Avangrid Renewables ejer hver især 50 pct. af Vineyard Wind. Selskabet vandt i maj 2018 retten til et naboprojekt på 800 under navnet Vineyard Wind.
- Vi er rigtigt glade for det udfald, der er kommet, og at vi får muligheden for at bygge endnu mere havvind i USA og skabe synergier med det projekt, vi i forvejen er ved at udvikle, siger partner Michael Hannibal fra CIP torsdag aften til Ritzau Finans.
Endnu er det for tidligt at fastlægge tidsplanen for etableringen af Park City Wind, og der er heller ikke valgt nogen foretrukken mølleleverandør til projektet endnu.
- Der er åbne muligheder her. Vi skal ind at kigge på, hvem der ser ud til at have den rette teknologi og løsning i forhold til timingen for projektet. Det kommer vi til at skal gå i gang med i det nye år, hvor vi beslutter os for en proces for hele projektets gennemførelse, fortæller Michael Hannibal.
Som leverandører af havmøller har Siemens Gamesa og MHI Vestas domineret de seneste år, men GE har også markeret sig stærkt på det seneste med udviklingen af en gigantisk havmølle på 12 gigawatt, hvilket i øjeblikket er verdens største.
- Der er jo i hvert fald tre havmølleselskaber på banen nu med spændende udviklinger og teknologier, så det er super spændende. Og så er der jo mulighed for, at der kunne komme flere producenter på banen, nu med de seneste tal på, hvordan havvind kunne udvikle sig.
- Ifølge en rapport fra IEA, så er der jo en forventning om en voldsomt stigende havmølleaktivitet, og det kunne jo være, at det motiverede nogen af dem, som tidligere kiggede på at komme ind, siger Michael Hannibal.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›