Cisco opjusterer og belønnes med kursløft
Aktien i Cisco vandt frem i onsdagens eftermarked med 4,9 pct., da netværksproducenten med en opjustering af forventningerne signalerede, at væksten kan være på vej tilbage.
Cisco regner nu med en omsætning i 2024 på 53,6-53,8 mia. dollar mod førhen 51,5-52,5 mia. dollar, og den nye prognose topper akkurat konsensus på Wall Street ifølge Bloomberg News i 53,63 mia. dollar.
Buddet på det justerede overskud per aktie er samtidig blevet indsnævret til 3,69-3,71 dollar mod tidligere 3,69-3,74 dollar. Her ligger forventningen hos analytikerne på 3,64 dollar.
- Kunderne forbruger udstyret, der er blevet afsendt i løbet af de sidste par kvartaler, i overensstemmelse med vores forventninger, og vi ser en stabilisering af efterspørgslen som et resultat af det, udtaler Chuck Robbins, topchef i Cisco, i en meddelelse.
Netværksproducenten oplevede i sit tredje kvartal en ventet tilbagegang i omsætningen på 13 pct., men til 12,7 mia. dollar mod spåede 12,66 mia. dollar. Den udvikling dækkede over et dyk i produktsalget på 19 pct. til 9,02 mia. dollar mod et estimat på 8,95 mia. dollar, mens serviceindtægterne steg 6 pct. til 3,68 mia. dollar mod spåede 3,59 mia. dollar.
Det justerede overskud per aktie blev på 0,88 dollar, sammenlignet med 1,00 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på 0,82 dollar, ifølge Bloomberg News.
Det justerede nettoresultat blev på 3,55 mia. dollar mod et bud på Wall Street på 3,35 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯