Obligationer/middag: Fortsat rentefald midt i nøgletalsstorm
Renterne på det danske obligationsmarked har været en tur i rutsjebanen onsdag efter en højere end ventet BNP-vækst i Tyskland og lavere tillidsindikatorer fra eurozonen.
Dagen startede med et større rentefald til 2,10 pct. efter et opløftende obligationssalg i USA tirsdag aften, men klokken 10 fik renten et solidt løft efter flere vigtige nøgletal.
De foreløbige tal for den tyske BNP-vækst i tredje kvartal viste en større end ventet vækst på 0,2 pct., hvor økonomer adspurgt af Bloomberg News kun havde ventet en vækst på 0,1 pct.
Samme tid landede også forbrugerpriser fra en række tyske delstater, der i den foreløbige opgørelse for oktober peger mod lidt højere end ventede fremgang i den årlige vækst end tilfældet er for hele Tyskland.
Det sendte i et snuptag renten op til 2,15 pct.
Seneste nøgletal er opgørelsen over den økonomiske tillid i eurozonen, der viste et uventet fald til 95,6 i oktober, hvor økonomerne ventede en fastholdelse på 96,3.
Status midt på onsdagen er derfor en rente for en toneangivende tiårige statsobligation på 2,12 pct., hvilket er 3 basispoint lavere ed tirsdagens lukkerente på 2,15 pct.
Bygen af nøgletal fortsætter onsdag klokken 14 med den samlede opgørelse over de samlede tyske inflationstal, som Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank, vurderer kan blive en vigtig indikator for eurozonens inflationstal, som lander torsdag.
- Hvis inflationen er lavere end ventet, kan det presse renterne ned. Det vil nemlig øge sandsynligheden for, at Den Europæiske Centralbank (ECB) sænker renten med 50 basispoint på det kommende rentemøde i december, skriver seniorøkonomen i et notat onsdag morgen.
Allerede klokken 13.15 vil markedsdeltagerne kigge over Atlanten efter ADP-jobrapporten fra USA, der kan give et lille fingerpeg om fredagens officielle arbejdsmarkedsrapport.
Et kvarter senere lander så den første opgørelse for den amerikanske BNP-vækst i tredje kvartal.
- Vi forventer, at den amerikanske økonomi vokser med omkring 3 pct. i tredje kvartal. Er væksten højere end ventet, kan det presse renterne op, skriver Kim Blindbæk.
Ugeafslutningen byder derudover på den amerikanske centralbanks vigtigste inflationsindikator, kerneprisindekset, Core PCE Index, torsdag.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›