Colgate-Palmolive skuffer med salg og salgsprognose

Udgivet den 28-01-2022  |  kl. 13:18  |  

Den amerikanske forbrugerkæmpe Colgate-Palmolive, som er kendt for alt fra tandpasta til shampoo og sæbe, skuffer med salget i fjerde kvartal og forventningerne til den organiske salgsvækst i det nye regnskabsår.

I formarkedet sender investorerne aktien ned med 0,4 pct. til 82,34 dollar.

Både omsætningen, volumenvæksten, den organiske salgsvækst og priserne lander under analytikernes estimater, mens indtjeningen er en spids bedre end ventet.

I fjerde kvartal steg omsætningen med 1,8 pct. til 4,40 mia. dollar, og det er en spids under analytikernes forventning om en omsætning på 4,42 mia. dollar i kvartalet, viser estimater indsamlet af Bloomberg.

Colgate-Palmolive den organiske salgsvækst blev på 3 pct. i kvartalet, hvilket også skuffer i forhold til analytikernes forudsigelse om en organisk vækst på 4,26 pct.

Den globale volumenvækst blev på 0 pct., hvor analytikerne ventede en vækst på 1,03 pct. Priserne er kun steget med 3 pct. sammenlignet med en ventet stigning på 3,39 pct.

Den justerede indtjening per aktie steg til 79 cent fra 77 cent i samme periode af 2020. Analytikerne havde regnet med en indtjening på 78 cent per aktie.

For det nye regnskabsår venter Colgate-Palmolive at den organiske salgsvækst bliver på 3-5 pct. Her ventede analytikerne 5,36 pct.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯