Copyfarm retter tocifret mio-krav mod Lundbeck

Udgivet den 26-01-2004  |  kl. 15:24  |  

Kopiproducenten Copyfarm er på vej med et millionkrav mod medicinalkoncernen Lundbeck, efter at Lundbeck mandag tabte en retssag i Østre Landsret mod tre kopiproducenter.

Kendelsen dementerer endeligt påstanden om, at fremstillingen af lægemidlet Citalopram Copyfarm krænker Lundbecks procespatent til det antidepressive lægemiddel Cipramil.

- Vi vil nu gøre et millionkrav for tabt fortjeneste gældende hos Lundbeck. Det er en ikke uvæsentlig omsætning, vi er gået glip af i den periode, retssagerne har kørt i Fogedretten i Odense og i Landsretten, siger Hans Bøgh-Sørensen, administrerende direktør for Copyfarm.

Kravet består af to dele, nemlig dels af den mistede omsætning og dels af et image-tab. Hans Bøgh-Sørensen vurderer over for NetPosten, at kravet vil komme til at blive på et to-cifret millionbeløb, men i den lave ende. Copyfarm vil derfor anlægge erstatningssag mod Lundbeck.

Kendelsen fra Østre Landsret sætter nu et definitivt punktum for et kompleks af retssager, som Lundbeck har rejst mod kopiselskaber ved byretter landet over. Copyfarm fik den 17. juni 2003 ved Fogedretten i Odense nedlagt et fogedforbud mod at sælge Citalopram Copyfarm.

Fra i dag kan Copyfarm genoptage markedsføring og salg af produktet, men i realiteten går der tre uger, før kopi-pillen igen er på markedet. Før fogedforbudet havde Copyfarm en markedsandel på 20 pct. på det danske marked, og Hans Bøgh-Sørensen skønner over for NetPosten, at selskabet vil generobre en andel på 15-20 pct.

Ved sagen i Østre Landsret har Copyfarm og to andre kopiselskaber - Pharmaco og Ratiopharm - fremført yderligere beviser, som dementerer Lundbecks anklager om, at den indiske producent Matrix blandt flere andre påstande skulle krænke Lundbecks procespatent.

- Såvel præparatets indhold som fremstillingsprocessen er grundigt dokumenteret og understøttet af flere ekspertudsagn. Den tyske professor Axel Kleeman og den engelske ekspert Dr. Adlington fra universitetet i Oxford har begge været på inspektion hos den indiske producent Matrix, og begge har fremført erklæringer og vidneudsagn, der dementerer Lundbecks beskyldninger om, at Matrix krænker Lundbecks procespatent, siger Hans Bøgh-Sørensen.

Copyfarms kopipille sælges til en pris, der ligger 60 procent under prisen på Cipramil.

Udgivet af: NPinvestordk