Corona har banket andelen af bolighandler med prisnedslag helt i bund

Udgivet den 05-02-2021  |  kl. 06:00  |  

Rekordfå villaer er blevet solgt med et nedslag i prisen i fjerde kvartal 2020. Foto: Boligsiden.

Ingen vidste, hvad der ville ske på boligmarkedet, da statsministeren for snart et år siden annoncerede den første delvise nedlukning af Danmark.

Umiddelbart reagerede sælgerne ved at åbne lidt mere op for posen og acceptere lidt større nedslag i bolighandlerne for at sikre, at handlen kom i hus. Men i takt med at antallet af bolighandler kort tid efter begyndte at stige drastisk, faldt størrelsen af det gennemsnitlige nedslag i pris også.

Ikke mindst blev udgangen af 2020 en periode, hvor der i en usædvanligt lav andel af bolighandlerne blev givet et nedslag i pris.

Sælgerne havde trumfen i villamarkedet

Igennem mange år har det været normalen, at der i cirka 75-85 procent af villahandlerne blev givet et nedslag i pris af varierende størrelse. For eksempel lå andelen i første kvartal 2020 på 79,0 procent.

Men i andet kvartal faldt andelen for villahandlerne til 75,6 procent og derefter yderligere til 71,1 procent i tredje kvartal, inden andelen nåede det rekordlave niveau i fjerde kvartal. Her blev der kun givet et nedslag i pris i 70,4 procent af villahandlerne.

"Der er ingen tvivl om, at det i løbet af 2020 er blevet langt sværere for boligkøberne at forhandle sig frem til et nedslag i pris. Der har været stor efterspørgsel på villaer, samtidig med at udbuddet er blevet mindre. Sælgerne har med andre ord kunnet tillade sig at afvise en køber i døren, hvis vedkommende ikke har været villig til at betale prisen, og derfor ser vi også nu denne rekordlave andel for nedslag i pris," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Samtidig viser de nye tal fra Boligsiden, at størrelsen af det gennemsnitlige nedslag, der er givet i villahandlerne er faldet fra 90.773 kroner i første kvartal 2020 til 70.104 kroner i fjerde kvartal 2020.

Langt færre sommerhussælgere har givet nedslag

Rykker vi videre til sommerhusene, kommer det formentlig ikke som den store overraskelse, at andelen af handler med nedslag i pris også her er meget lav.

Bundrekorden blev nået i tredje kvartal, hvor der blev givet nedslag i pris i 67,2 procent af handlerne. Det steg en smule i fjerde kvartal, hvor køberne fik lidt i rabat i 70,4 procent af handlerne. Men trods stigningen er niveauet langt fra det normale leje.

"For sommerhuse er det sjældent, at vi ser en andel for nedslag i pris, som er lavere end 80 procent. Det har inden 2020 kun været tilfældet i tre kvartaler siden 2009. Men sommerhusmarkedet har udviklet sig helt ekstraordinært i 2020 med en voldsom stigning i antal handler. Og selvom der blev lagt en lille dæmper på salget i fjerde kvartal, sælges der fortsat rigtig, rigtig mange sommerhuse. Det afspejler sig i nedslaget, som der ikke gives nær så mange af som tidligere," siger Birgit Daetz.

Lidt mere at handle om for ejerlejlighederne

Kigger vi til sidst på ejerlejlighederne, er der også her sket lidt i udviklingen af det gennemsnitlige nedslag i pris.

I fjerde kvartal af 2020 blev der skåret en bid af udbudsprisen i 62,8 procent af handlerne. Det er et lavt niveau, men der er dog ikke tale om rekord - ligesom for villaerne.

"Vi har flere gange tidligere set andele for nedslag i pris omkring de 60 procent for ejerlejlighederne, og bundrekorden blev sat tilbage i andet kvartal 2015, hvor der kun blev givet et nedslag i pris i 53,3 procent af handlerne," siger Birgit Daetz og tilføjer:

"Det er dog værd at bemærke, at der er sket et ganske stort spring fra tredje til fjerde kvartal 2020, hvor andelen for nedslag i pris er faldet med 4,7 procentpoint. Denne del af markedet tog lidt længere tid om at genfinde sit leje efter opbremsningen i foråret. Til gengæld er køberne vendt tilbage for fuld styrke i efteråret, og antallet af handler har især taget fart i slutningen af året. Derfor ser vi også dette store spring i andelen af handler med nedslag i pris."

Sådan gik det med nedslagene i pris i 2020:

  Villaer   Sommerhuse   Ejerlejligheder  
Kvartal Andel af handler med nedslag Størrelsen af det gns. nedslag Andel af handler med nedslag Størrelsen af det gns. nedslag Andel af handler med nedslag Størrelsen af det gns. nedslag
1.       2020 79,0% 90.773 81,8% 75.963 72,5% 68.471
2.       2020 75,6% 89.084 68,4% 47.480 73,4% 71.515
3.       2020 71,1% 73.982 67,2% 45.830 67,5% 54.674
4.       2020 70,4% 70.104 70,4% 52.245 62,8% 47.413

(Tabellen viser den gennemsnitlige andel for hvor mange handler, der er givet nedslag i pris samt størrelsen af det gennemsnitlige nedslag. Opgørelsen indeholder ikke data for projektsalg og skuffesalg. Kilde: Boligsiden.)

The post Corona har banket andelen af bolighandler med prisnedslag helt i bund first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Polsk distributør trak fra rødt felt tynget af jobtal
17:31 Chefanalytiker: Jobrapport gør det svært at spå Federal Reserves næste træk.
17:08 Fredagens aktier: Lettelsen kom og gik i C25 efter amerikansk jobrapport
17:01 Fredagens obligationer: Amerikansk jobrapport sendte renten på rutsjetur
16:18 Vestas i laveste niveau siden oktober 2023 efter uge med skuffende britisk auktion
16:07 Chefhandler: Stigning i danske aktier er lettelse fra sidste måneds jobrapport
15:40 USA/åbning: Dårlig stemning fortager sig - jobrapport var ikke så ringe endda
15:34 Aktier vender rundt til plus trods lavere jobvækst i USA end ventet
15:10 Cheføkonom: Den amerikanske økonomi holder dampen oppe
15:03 Jobvækst på sporet dæmper sandsynligheden for ekstra stor rentenedsættelse i USA på næste møde
14:58 Feds Williams finder det nu passende at sænke renterne
14:48 Cheføkonom: Lunken jobrapport er ikke nok til at dulme recessionsfrygten
14:36 Amerikansk beskæftigelsesrapport viste skuffende jobskabelse i august
14:02 USA/tendens: Urolig stemning inden jobrapport med særligt pres på teknologi
13:25 Volvo Car i laveste niveau siden januar efter ugefald på 14 pct.
13:21 Google misbruger sin markedsposition mener britiske konkurrencemyndigheder
13:17 Novo holder kortene tæt til kroppen om vægttabstablet
13:01 Europa/aktier: Fransk tekstilselskab får flosset kanterne i trykket marked
12:26 Fransk tekstilvirksomhed falder med 16 pct. efter bud på amerikansk selskab
11:58 Obligationer/middag: Renterne fortsætter nedad inden amerikansk jobrapport