Credit Suisse tog stort underskud

Udgivet den 09-02-2012  |  kl. 07:04  |  

Den schweiziske storbank Credit Suisse har torsdag morgen fremlagt regnskab for fjerde kvartal, og det var med en meget skuffende bundlinje, der lå langt under det forventede resultat. Også toplinjen bød dog på et skuffende resultat i forhold til både samme periode sidste år og det forventede resultat.

Omsætningen for fjerde kvartal endte på 4,47 mia. sfr. mod 6,9 mia. sfr. i samme periode sidste år, og det var markant lavere end analytikernes forventninger, som ifølge Dow Jones var på 5,45 mia. sfr.

Nettoresultatet blev et tab på 637 mio. sfr., hvilket var markant dårligere end det ventede overskud på 367 mio. sfr. I resultatet indgik dog engangsposter i form af omkostninger i forbindelse med omkostningsbesparelser (personalereduktion) og reducering af risikobetonede aktiver i obligationsafdelingen. Ved aflæggelsen af regnskabet for tredje kvartal meddelte Credit Suisse, at banken ville skære 1500 jobs væk for at sænke sine udgifter.

Udgivet af: NPinvestordk