DAB leverer historisk overskud i 2024: Strategiskift vil påvirke i fremtiden

Udgivet den 20-02-2025  |  kl. 10:28  |  
Arkiv: Foto

Danske Andelskassers Bank venter tilbagegang i 2025, efter at banken i det forgangne regnskabsår har kunnet notere sit bedste overskud før skat i sin tid på børsen.

I det nye år ventes en basisindtjening i intervallet 100-160 mio. kr. og et resultat før skat i intervallet 100-180 mio. kr., oplyser banken i sit regnskab for 2024. Forventningerne blev første gang meldt ud 20. januar.

Forventningerne er "forbundet med betydelige usikkerheder i relationen til eksekveringen af bankens nye strategi, kursreguleringer og nedskrivninger", lyder det i regnskabet.

- Vi er stolte over, at vi med årsregnskabet kan præsentere det bedste resultat før skat siden børsnoteringen i 2011, siger administrerende direktør Jan Pedersen i regnskabet.

Banken gør i 2025 også klar til at eksekvere yderligere på sin strategi, som den lancerede i 2024. Til juni flyttes hovedsædet til Aarhus, der også kommer til at lægge by til bankens formuecenter og fysiske rådgivningscentre.

- Strategiskiftet betyder, at vi ser ind i nogle år, hvor resultatet vil blive påvirket af investeringerne i forbindelse med vores øgede tilstedeværelse i både Aarhus og København. Målsætningen er at øge forretningsomfanget med 50 pct. frem mod 2030, og der er sat en langsigtet målsætning om en egenkapitalforrentning før skat på 10-12 pct., siger Jan Pedersen.

I 2024 realiserede Danske Andelskassers Bank en basisindtjening på 231 mio. kr. samt et resultat før skat på 355 mio. kr.

Egenkapitalforrentningen lød i 2024 på 12,7 pct. før skat.

Tabel for Danske Andelskassers Banks årsregnskab for 2024:

Mio. kr. FY 2024 FY 2023
Netto rente- og gebyrindtægter 790 759
Kursreguleringer 103 105
Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender 21 -70
Resultat før skat 355 304
Nettoresultat 287 296
Udbytte i kr. per aktie 0,36 0,37

Danske Andelskassers Banks forventninger til 2025:

Mio. kr. Ved FY 2024 20. januar 2025
Basisindtjening 100-160 100-160
Resultat før skat 100-180 100-180

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Profit warning❯  Report❯  Shares❯  main text❯