Dagens aviser
København--31. juli--NetPosten--Dagens vigtigste avis-artikler:
EU frygter dansk nej til Amsterdam
EU-kommissionen betegner det som en katastrofe, hvis danskerne stemmer nej til Amsterdam-traktaten. Der bliver nemlig ingen aftale uden Danmark. Ifølge en Greens-analyse vil 29 pct. stemme for, mens hele 49 pct. er i tvivl. Analysen viser samtidig, at en trediedel af de borgerlige vælgere er imod traktaten.
(Børsen side 1 og 8)
Konservativt EU-opgør
Man overbeviser ikke konservative væl- gere med socialdemokratiske argumenter. De konservative bør komme deres egne vælgeres stigende EU-skepsis til livs ved at tone rent flag, og fremhæve borgerlige mærkesager, mener Lene Espersen, konservativt medlem af Folketingets Europaudvalg. Derfor mener hun, at de borgerlige partier bør droppe den kunstige enighed med regeringen, og lade vælgerne tage stilling til EU og Amsterdam-traktaten udfra politiske holdninger.
(Jyllands-Posten side 4)
Stormen på orlovsordninger er standset
Nye endnu ikke offentliggjorte tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at antallet af personer på orlov er styrtdykket i de senere år, og at tendensen nu går mere i retning af, at der også skal tages hensyn til arbejdspladsernes behov. I juni 1996 var der 30.000 på uddannelsesorlov - dette tal var i juni i år faldet til 20.000. Antallet af forældre på børnepasningsorlov er faldet fra 30.000 til 23.500, mens sabbatordningen nærmest er på vej ud. - Når det gælder uddannelsesorlov, skyldes det især to forhold: At det behov, der viste sig i form af en voldsom stor søgning ved ordningernes indførelse nu er mættet, og at der er bedre jobmuligheder på arbejdsmarkedet, siger Erik Simonsen, konsulent i Dansk Arbejdsgiverforening.
(Berlingske Tidende side 1)
Økonomi
Nyt liv i landsbyerne
De senere års voldsomme prisstigninger på huse i de større byer ser ud til at blive redningen for mange landsbyer. Tusindvis af danskere flygter fra storbyernes overophedede boligmarkeder ud på landet, hvor der endnu er billige huse at få. Nye tal fra Realkreditrådet viser, at antallet af hushandler efter flere års stilstand endelig er begyndt at stige i landkommunerne. "Tidligere tiders problemer med tomme huse på landet er ved at være fortid," siger Realkreditrådets direktør, Torben Gjede.
(Jyllands-Posten side 1 og 3)
AE: Grib ind mod overforbrug
Dansk økonomi har så meget fart på, at det netop nu balancerer på grænsen til politiske indgreb for især at dæmpe danskernes forbrugslyst. Den socialdemokratiske tænketank, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, er nervøs for, at det positive boligmarked vil føre et for højt privatforbrug med sig - og især, at kimen til fremtidige flaskehalse blandt bygningshåndværkere lægges i disse måneder. Erhvervsrådet vurderer, at der under alle omstændigheder er brug for et indgreb.
(Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi side 2)
LO: Lønnen er ikke for høj
LO og Dansk Metal mener, at økonomernes frygt for et dansk lønpres er overdrevent. Den danske konkurrenceevne har det fint, og beskæftigelsen er i top. LO-cheføkonom Jan Kæraa peger således på, at selv om de danske lønstigninger er højere end de tyske, så er de lavere end i Norge, Sverige, England og USA, som aftager en større del af den danske eksport, end Tyskland gør.
(Erhvervs-Bladet side 4)
Finans
Små banker bliver større
De små banker stormer frem . intet ser ud til at kunne stoppe deres succes med tilgang af kunder og flotte tal på bundlinien. Mens de store banker kæmper med næb og kløer, regner de små med fastholdelse af det gode 1996-resultat. - Jeg forventer, at netto rente- og gebyrindtægter på trods af den skarpe konkurrence har kunnet holde sig på det høje niveau, som vi så i 1996. Og så vil der være pæne kursgevinster og faldende tab og hensættelser. Så det bliver meget flotte resultater, vi får at se, siger formandsen for Lokale Pengeinstitutter, Jacob Leth.
(Berlingske Erhverv side 3)
LD tvunget til at sælge ud af aktier
Kursfesten på aktiemarkedet kan få en brat afslutning for flere pensionskasser, for de rammer snart loftet på 35 pct. LD har foreløbig solgt aktier for over 1 mia. kr., og ATP og PKA er i farezonen. Konsekvensen kan blive, at fondene tvinges til at investere i obligationer, der giver et lavere afkast, til skade for opsparerne.
(Børsen side 1 og 19)