Dagens aviser
København--2. oktober--NetPosten--Dagens vigtigste avisartikler
V og K under pres fra regeringen
Regeringen lægger op til et langt mere omfattende indgreb end hidtil antaget - justering af arbejdsmarkedsreformen, lettelser i selskabsskatten, og en afgiftsbuket er blandt de elementer, der lige nu indgår i regeringtoppens overvejelser. Regeringen satser på at gennemføre det omfattende indgreb i samarbejde med V og K. Indgrebet skal ikke kun dæmpe det løbske forbrug, men vil også indeholde reformer eller justeringer af erhvervs-, skatte- og arbejdsmarkedspolitikken, der vil kunne få V og K til at lægge stemmer til aftalen.
(Aktuelt side 1)
Uenighed i LO om indgreb
LO-formand Hans Jensens opfordring om at skære i de offentlige udgifter for at bremse den økonomiske vækst afvises kategorisk i et af de største LO-forbund. I Det Kommunale Kartel betegner formanden Poul Winckler sig som grundlæggende uenig. "Der er ingen saglig begrundelse for en ensidig og ukritisk nedskæring i den offentlige sektor. Det vil være til ubodelig skade for de borgere, det handler om, og det vil ikke dæmpe samfundsøkonomien væsentligt. Jeg kan ikke finde hoved og hale i de tanker, som Hans Jensen og andre gør."
(Jyllands-Posten side 7)
Udbredt forvirring om bolig-indgreb
Landets boligejere må vente endnu en rum tid, før politikerne beslutter sig for, om det kommende økonomiske indgreb vil ramme dem. Mens den borgerlige opposition er helt afvisende over for tanken om at lade boligejerne holde for, hersker der tilsyneladende uklarhed i regeringspartierne. S-gruppeformand Pia Gjellerup fremhæver nu, at politikerne skal holde øje med muligheden for at bremse boligejernes adgang til lånefinansieret forbrug. Men ledende ministre har hidtil brugt enhver lejlighed til at berolige boligejerne.
(Jyllands-Posten side 7)
Økonomi
Bunden opsparing for husejere
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd smider nu et helt nyt forslag på bordet i spillet om regeringens økonomiske indgreb. AE foreslår, at alle husejere betaler en halv pct. af ejendomsvurderingen i bunden opsparing, så det private forbrug dæmpes ad den vej. AE erekender dog, at et indgreb over for boligejerne kan være politisk følsomt.
(Politiken side 1 og 2)
Finans
Den Blå Avis låner penge ud
Karsten Ree blander sig i kampen om at låne penge ud til danskerne. Fra torsdag vil han tilbyde lån på op til 40.000 kr. via sit nye selskab, Den Blå Kredit. Det nye selskab får en aktiekapital på 1 mio. kr. indskudt af Den Blå Avis og hermed eneejer Karsten Ree. Selskabet får tre medarbejdere, heriblandt administrerende direktør Karsten Ree. I praksis bliver det dog Unifinans der står for langt det meste administrative arbejde, låne penge ud og påtage sig risikoen for tab.
(Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi side 4, Berlingske Erhverv side 2, Aktuelt side 8, Børsen side 25)
ATP skal investere milliarder i fast ejendom
ATP vil fordoble sine investeringer på ejendomsmarkedet i de kommende år. Det betyder, at selskabet skal i gang med ejendomsopkøb i mia.-klassen. ATPs adm. direktør, Palle Simonsen, begrunder beslutningen med ønsket om større risikospredning. I dag ejer ATP ejendomme for 4,1 mia. kr.
(Børsen side 1)