Dagens aviser
København--2. april--NetPosten--Dagens aviser
Kamp om dagsorden før EU-afstemning
Folketingssalen lagde i går rum til første behandlingen af loven om Danmarks tiltrædelse af Amsterdam-traktaten, og debatten blev en kamp om at sætte dagsordenen for temaerne inden afstemningen. Ja-sigerne brugte argumenter om EUs udvidelse mod Østeuropa, Danmarks placering i Europa, konsekvenserne af et nej og fordelene ved Amsterdam-traktaten. Mens nej-sigerne fokuserede på flygtninge- og indvandrerpolitikken, de fire danske forbehold og frygten for en yderligere unions-udvikling.
(Jyllands-Posten side 5, Børsen side 14, Berlingske Tidende side 4, ErhvervsBladet side 4, Information side 4 og 8)
LO: Mere skat på bolig og pension
LO fremlægger nu et skatteudspil, der vil ramme både husejere og pensionsopsparingen hårdt. Det skal ske ved øget ejendomsbeskatning og ved at lægge bruttoskat på pensionsudbetalinger, fremgår det af udspillet, som derved er med til at skabe ny usikkerhed om pensionsopsparingen, efter at skatteminister Ole Stavad allerede i fredags i Børsen havde antydet muligheden for at bruttobeskatte pensionsudbetalingerne. Ifølge LO skal ejendomsbeskatningen enten hæves ved at sætte lejeværdien op eller ved at genindføre avancebeskatning ved salg af ejerbolig. Som en helt tredje mulighed nævner LO også indførelsen af en statslig ejendomsskat, som skal udskrives i forhold til ejendomsvurderingen.
(Børsen side 12)
Ny emballage-afgift på vej
Den stærkt omdiskuterede lov om embal- lageafgift - der trådte i kraft i går er dumpet med et brag og skal laves om. Blot få timer efter, at landets dagligvarebutikker slog dørene op til den første dag med nye priser på alt lige fra vaskepulver til skocreme, bebudede skatteminister Ole Stavad (S) nemlig, at regeringen til maj vil fremlægge et lovforslag om en helt ny afgift, der skal pålægges emballagens vægt i modsætning til nu, hvor afgiften er pålagt rumindholdet.
(Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi side 3, Børsen side 18, Berlingske Tidende side 12, Aktuetl side 8, ErhvervsBladet side 2)
Nyt skattekorps mod koncerner
Told & Skat etablerer nu et elitekorps, der skal sættes ind på Danmarks 200 største koncerner samt finans branchen. Målet er at kunne matche det private erhvervslivs skatte- og momseksperter og derved skabe en mere ensartet ligning samt større indtægter til de offentlige kasser. Der skal ansættes over 100 skatteeksperter i koncern-kontrollen, der kommer til at arbejde fra to kontorer: Koncernrevision Øst i København og Koncernrevision Vest i Aarhus.
(Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi side 1 og 7)
Opblødning hos Socialdemokratiet
Regeringen satser på et bredt forlig bag den forestående justering af skattereformen. Der er begyndende tegn på en opblødning af den skattepakke, som statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) om kort tid vil fremlægge, og onsdag bebudede Socialdemokratiets politiske ordfører, Jacob Buksti, med tydelig adresse til de borgerlige partier, at boligejerne vil få kompensation for en udhuling af rentefradraget, hvis der vedtages en højere bruttoskat.
(Jyllands-Posten side 7, Børsen side 12, Berlingske Tidende side 4, Aktuelt side 1 og 8)
Opblødning i Færø-sag
Fronterne blødes op i den færøske banksag. Den Danske Banks direktør Peter Straarup understreger nu, at storbanken ikke stiller ultimative krav for at gå med til at udsætte en vigtig frist. Færøerne kræver en erstatning for deres tab ved at overtage Føroya Banki fra Den Danske Bank i 1993. Op til 1,5 mia. kr. har været nævnt. Fristen for en erstatningssag udløb egentlig i marts, men er af alle parter udsat til den 30. april.
(Jyllands-Posten side 5, Børsen side 20, Politiken side 6)
Hård straf for ulovlig aktiehandel
Et forsøg på at score en hurtig aktie- gevinst er i stedet endt med Danmarkshistoriens hidtil hårdeste straf for insiderhandel. Fem måneders fængsel er, hvad der venter et tidligere bestyrelsesmedlem i C.W Obel efter en dom i Københavns Byret i går. Den dømte tjente sidste år 637.000 kr. på at misbruge sin bestyrelsesviden. Da C.W Obel-bestyrelsen 31. januar sidste år havde besluttet at fremsætte et købstilbud på aktierne i SN Holding til kurs 180, skyndte han sig ud og opkøbe SN Holding-aktier til kurser på 146-148.
(Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi side 1, Børsen side 26, Berlingske Tidende Erhverv side 3, Politiken side 15, Information side 2)
Øget kamp om lånekunder
Konkurrencen om at belåne danskernes mursten skærpes betydeligt om få uger, når et nyt og syvende realkreditinstitut slår dørene op. Det er BG Kredit - ejet af BG Bank og Realkredit Danmark i fællesskab - der begynder at sælge boliglån fra første hverdag efter påske, og som dermed tager kampen op med de seks nuværende udbydere af boliglån - Nykredit, Realkredit Danmark, BRFkredit, Danske Kredit, Unikredit og Totalkredit. Direktør for BG Kredit, Poul Nielsen, venter en flyvende start.
(Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi side 4)