Dagens aviser i overskrifter

Udgivet den 19-08-1996  |  kl. 07:46  |  

Regeringen vil bremse efterløn
Regeringen er længere med sine overvejelser om ændringer i efterlønnen end hidtil antaget. Således peger alt på, at næste uges finanslovsforslag vil indeholde et afsnit, der gør det sværere for folk med kapitalpension at få fuld efterløn. Udspillet svarer nøje til de tanker, som LO gjorde sig tidligere på året omkring efterlønnen. Forslaget indeholder besparelser for staten på 100 mio. kr.
(Berlingske Tidende side 1, Det Fri Aktuelt side 1 og 5)

VK-protest mod boligskat
Næsten alle landets boligejere kan se frem til et skattesmæk, som følge af de nye ejendomsvurderinger, der er på vej. Husejerne skal betale flere tusinde kroner mere i lejeværdi. Derfor forlanger Venstre, at der lægges et loft over lejeværdien. De konservative er også på vej med et forslag, som skal begrænse lejeværdien.
(Jyllands-Posten side 1)

R: Bedre styr på uddannelserne
De radikale vil nu have bedre styr på nytten af de 10 mia. kr., som det offentlige bruger på voksenuddannelse. Fremover skal arbejdsgiverne via et pointsystem have bedre styr på, hvilke kvalifikationer, den jobsøgende besidder efter voksenuddannel-se. "Vi vil ikke oprette nye uddannelser, men udnytte dem, vi har, noget bedre," siger Elsebeth Gerner Nielsen (R).
(Det Fri Aktuelt side 5, Børsen side 8, Information side 3)

Arbejdsmarked:

Flere får dagpenge i udlandet
Antallet af rejsende på dagpenge er fordoblet siden 1991, og en trediedel af dem får job. det viser en ny opgørelse fra Direk-toratet for Arbejdsløshedsforsikring. Antallet af rejsende er dog kun på 1.800 personer år, men ordningen koster den danske stat 25 mio. kr. om året.
(Politiken side 2)

Finans:

Mellemstore løber fra børsens sværvægtere
De investorer, som siden nytår har investeret i selskaber lige under KFX-indekset, er blevet beriget med et afkast, der er 62 pct. højere end en tilsvarende investering i KFX-aktier. Det viser det nye BMCX-indeks, som Børsen lancerer. Det omfatter 60 mindre og mellemstore virksomheder.
(Børsen side 1, 6, 7 og 22)

Udgivet af: NPinvestordk