Danmark/økonomer: BNP-tal er en fuser

Udgivet den 28-02-2014  |  kl. 10:12  |  

Dansk økonomi var en skuffelse i årets sidste kvartal i 2013, og dermed sættes punktum for de femte dårligste år siden 1990.

Bruttonationalproduktet gik i sæsonkorrigerede tal tilbage med 0,5 pct. sammenlignet med tredje kvartal. I hele 2013 blev det til en vækst på bare 0,4 pct., efter et tilsvarende fald i 2012.

- Dagens tal for fjerde kvartal er lidt af en fuser efter de ellers pæne positive vækstrater i kvartalerne forinden. Det lå vel i kortene, at tallene for andet og tredje kvartal nok var lidt for stærke i forhold til den underliggende udvikling, og at vi derfor ville få lavere vækst i fjerde kvartal. Men et fald på 0,5 pct. er alligevel overraskende svagt, vurderer seniorøkonom i Jyske Bank Niels Rønholt.

Også hos Nykredit hersker der skuffelse over udviklingen, og cheføkonom Tore Stramer tager tallene som et ilde varsel om, at opsvinget kan være skudt længere ud i fremtiden.

- Den helt store skuffelse må siges at være privatforbruget, der faldt med hele 1,3 pct. Det til trods for at forbrugertilliden er sprunget i vejret, en fortsat stigning i de disponible indkomster, og at boligmarkedet viser bedre takter i store dele af landet, skriver Tore Stramer i et notat.

Cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian er særligt ked af tallene for privatforbruget.

- Når væksten blandt andet trækkes ned af et stort fald i det private forbrug, så er der ekstra grund til at være bekymret, skriver han i et notat.

En formildende omstændighed i tallene er dog, at en af forklaringerne på den negative vækst er, at lagrene blev nedbragt, hvilket isoleret kostede 0,4 pct.point på væksten.

- Når den skuffende vækstudvikling skyldes lagrene, så trækker det ikke nødvendigvis tråde ind i 2014, vurderer Steen Bocian.

Økonomerne er da også enige om, at 2014 tegner lidt bedre, men langt fra bliver noget jubelår.

Tore Stramer fra Nykredit venter en vækst på 1,4 pct. i 2014, men ser øget risiko for at blive skuffet. Danske Bank venter en vækst på 1,5 pct., mens Handelsbanken spår en fremgang til blot 0,8 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk