Danmark: Fald i forbrugerforventningerne
Den samlede indikator for forbrugertilliden var i juni -1,5 mod 3,0 i maj og er dermed faldet i niveau. Indikatoren belyser befolkningens syn på den aktuelle og den fremtidige økonomiske situation.
Det skriver Danmarks Statistik.
Forbrugerne vurderer, at deres egen aktuelle økonomiske situation er den samme som for et år siden. Samtidig forventer forbrugerne, at deres fremtidige økonomiske situation vil være bedre om et år end i dag. Begge vurderinger er faldet i niveau siden sidste måned.
Forbrugerne vurderer, at Danmarks aktuelle økonomiske situation er dårligere end for et år siden, men de forventer, at Danmarks fremtidige økonomiske situation vil være bedre om et år end den er i dag. Begge vurderinger er faldet i niveau siden maj.
På trods af faldet i forbrugertillidsindikatoren forventer forbrugerne også i denne måned, at arbejdsløsheden vil være lavere om et år end i dag. Forventningen ligger dog på et lidt lavere niveau end i sidste måned.