Danmark: Fortsat negativ forbrugertillid i oktober trods lille bedring

Udgivet den 23-10-2023  |  kl. 08:09  |  

Den danske forbrugertillid forbedredes en smule i oktober, men har i de seneste fem måneder svinget mellem det samme negative niveau.

Forbrugertilliden steg i oktober til minus 11,8 fra minus 13,0 måneden før. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik.

I de seneste fem måneder har forbrugertilliden svinget mellem minus 10,1 og minus 13,0.

- Det uændrede niveau for den samlede forbrugertillid i oktober i forhold til september dækker over fremgang i forbrugernes vurdering af Danmarks nuværende økonomiske situation samt deres forventninger til familiens egen fremtidige økonomiske situation, skriver Danmarks Statistik.

Indikatorerne for familiens situation og Danmarks økonomiske situation i dag er henholdsvis minus 17,4 og minus 11,6, hvor gennemsnittet for disse indikatorer i det seneste halve år er henholdsvis minus 18,1 og minus 16,0.

Forventningerne til fremtiden er blandede. På den ene side venter forbrugerne, at Danmarks økonomiske situation om et år vil være værre, mens de på den anden side venter bedring i familiens egne økonomiske situation.

Indikatoren for Danmarks økonomiske situation om et år er minus 4,6, mens den for familiens egen økonomiske situation ligger på 2,5.

Gennemsnittet gennem det seneste halve år ligger på henholdsvis 1,9 og 2,8.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  macro❯  Danmark❯