Danmark sender 1000-krone guldmønt på gaden i april
Der er i Danmark en lang tradition for at udsende erindringsmønter ved særlige begivenheder i Kongehuset. Derfor markeres Dronningens 70-års fødselsdag den 16. april 2010 med udsendelsen af en erindringsmønt i tre udgaver.
Det skriver Nationalbanken.
Der udkommer en 1.000-krone guldmønt med en diameter på 22 mm og en vægt på 8,65 g, en 500-krone sølvmønt med en diameter på 38 mm og en vægt på 31,1 g. Til almindelig cirkulation præges en 20-krone aluminiumsbronzemønt i 1,2 mio. stk. Derudover udsendes en 20-kronemønt i en særlig proof version.
Motivet på forsiden af mønterne er et nyt portræt af Dronningen udformet af billedhugger Lis Nogel. Det er hensigten, at det nye portræt skal anvendes på de almindelige 10- og 20-kronemønter fra og med 2011. Bagsiden er tegnet af kongelig våbenmaler Ronny Andersen og viser det kongelige våben, som i baggrunden er omgivet af margueritter.
Mønterne kan fra 17. marts købes hos Den Kgl. Mønt, www.kglmoent. dk, i Danmarks Nationalbank og hos visse pengeinstitutter og mønthandlere. Guldmønten sælges til en vejledende udsalgspris på 3.000 kr. inkl. moms. Sølvmønten sælges til pålydende værdi. 20-krone mønten i proof version sælges kun hos Den Kgl. Mønt. Prisen for proof versionen er 125 kr. inkl. moms. De almindelige 20-krone mønter sælges i ruller á 20 stk. til pålydende værdi.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›