Danmark/OECD: Ser vækst på 1,2 pct. i 2024 før lille bedring i 2025

Udgivet den 29-11-2023  |  kl. 11:56  |  

Dansk økonomi målt på bruttonationalproduktet, BNP, vil vokse med 1,2 pct. i 2024 og med 1,5 pct. i 2025.

Det vurderer OECD i en ny prognose.

Dermed er der udsigt til endnu et år med afdæmpet vækst oven på et snart afsluttet 2023, hvor det reviderede skøn lyder på 1,3 pct.

I forhold til den seneste prognose fra OECD tilbage i juni, er skønnet for 2023 hævet fra 0,7 pct., mens der for 2024 er tale om en nedrevidering fra 1,4 pct.

- BNP-væksten ventes at falde til 1,2 pct. i 2024, før den stiger til 1,5 pct. i 2025. Efter en stor stigning siden midten af 2022 ventes væksten i den farmaceutiske sektor at aftage, og eksporten vil miste momentum på trods af forbedret udenlandsk efterspørgsel, skriver OECD i rapporten.

Det er en prognose, som cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv "bestemt håber på, at OECD kommer i mål med".

- Hvis OECD får ret i deres prognose, så vil dansk økonomi styrer sig helt fri af den økonomiske afmatning, der ellers i øjeblikket truer med at ramme os. Dertil vil dansk økonomi igen vinde fart ind i 2025.

- Selvom vi kan håbe på at OECD får ret i deres prognose for dansk økonomi, så er det godt nok usikkert. Dansk økonomi er allerede ramt en afmatning uden for medicinalindustrien, der meget vel kan accelerere ind i 2024, skriver Tore Stramer.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  macro❯  Danmark❯