Dansk Industri Invest venter nu res. før skat på 12 mio. kr. mod 45,6 mio. kr. i 1998
København--17. november--NetPosten--Dansk Industri Invest venter nu kun et årsresultat før skat på 12,0 mio. kr. i 1999 mod 45,6 mio. kr. i 1998, oplyste selskabet onsdag, efter at bestyrelsen havde gennemgået regnskabet for 3. kvartal.
Det forventede resultat er påvirket af svagere aktivitet og betydelig konkurrence inden for ventilationsvirksomhed samt dets datterselskaber.
Indeværende års forventede resultat før skat indeholder et urealiseret kurstab, der pr. dato andrager ca. 4,9 mio. kr. og endvidere en ekstraordinær indtægt ved salg af virksomheder på 6,9 mio. kr.
Til næste år ventes en forøgelse af resultatet i forhold til 1999. Der skønnes fortsat at være en betydelig konkurrence, men ordrebeholdningen ved indeværende års udgang vil være væsentlig større end sidste år.