Dansk Industri: Kampen mod korruption bør omfatte både yder og modtager
København--15. marts--NetPosten--Justitsministeriet er på vej med en række lovforslag, der implementerer en række internationale konventioner om bestikkelse og korruption til dansk lov. Dansk Industri er glad for den internationale fokus på problemet og håber, at sanktioner fremover rettes mod både yderen og modtageren af bestikkelsen.
Det fremgik af Ugemagasinet Industrien, der udkom mandag den 15. marts.
OECDlandene har i år ratificeret en konvention, der forbyder at bestikke embedsmænd også i lande uden for OECD. Europarådet har også indgået en konvention. Den kriminaliserer både ydelse og modtagelse af bestikkelse og returkommission i EU-lande og andre lande.
Dermed er vi nået endnu et skridt i den rigtige retning. Europarådet sigter mod både virksomheder og embedsmænd, der deltager i konkurrenceforvridende økonomisk kriminalitet, siger konsulent Henriette Søltoft, DI.
DI betragter bestikkelse, korruption og returkommission som et internationalt problem, der bør bekæmpes så bredt som muligt. Derfor bør EU, OECD og andre organisationer, der beskæftiger sig med international handel, både indgå fælles aftaler og oprette myndigheder til at håndhæve aftalerne.
Det er vigtigt at konventionerne håndhæves. Virksomhederne skal have et sted at henvende sig, hvis de mødes med krav om bestikkelse eller returkommission, eller hvis de holdes ude af et marked pga. andres deltagelse i ulovlighederne, siger Henriette Søltoft.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›