Aktier/tendens: Udsigt til let negativ åbning

Udgivet den 23-10-2024  |  kl. 08:44  |  

Der er udsigt til en negativ til uændret åbning på det danske aktiemarked onsdag, hvor der inden åbningen er kommet regnskaber fra DSV og Ringkjøbing Landbobank uden negative overraskelser.

Herhjemme blev det tirsdag til et fald for tredje dag i træk for C25-indekset, der endte med et fald på 0,5 pct. til 1924,34. Indekset var dog nede med 1,1 pct. ved 13-tiden, hvor renterne begyndte at falde tilbage igen fra dagens toppunkt, hvilket skabte lidt forbedret stemning på aktiebørserne.

Amerikanske aktiefutures ligger ved 8.30-tiden op til 0,3 pct. lavere, mens den tyske DAX-future falder marginalt.

DSV MED RESULTAT SOM VENTET

DSV er resultatmæssigt kommet gennem tredje kvartal som ventet, mens omsætningen er markant bedre, end analytikerne havde ventet.

Transport- og logistikkoncernen opnåede i kvartalet en indtjening på 4420 mio. kr., når man ser på driftsoverskuddet før særlige poster (EBIT). Det flugter med selskabets egen forventning på cirka 4400 mio. kr., der blev annonceret i forbindelse med oppræciseringen af prognosen den 3. oktober. I forhold til samme kvartal året forinden er der tale om en lille fremgang fra 4396 mio. kr.

DSV's omsætning steg i kvartalet til 44.095 mio. kr. Her havde analytikerne ventet en omsætning på 39.637 mio. kr. mod 35.576 mio. kr. året forinden.

Forventningerne til hele året blev fastholdt på niveauet, der blev meddelt 3. oktober.

DSV steg 0,2 pct. tirsdag til 1514 kr.

MÆRSKS KURSMÅL OPJUSTERET MARKANT

Mærsk har fået sat sit kursmål op med 45 pct. til 17.310 kr. fra 11.948 kr. af finanshuset Arctic Securities. Mærsk opjusterede forventningerne til 2024 sent mandag, men blev ikke belønnet for det tirsdag. Aktien faldt 1,1 pct. til 10.525 kr.

GODT SVENSK NYT TIL BANKER

Onsdag morgen har der været nyt fra et par svenske storbanker i form af regnskaber fra både Swedbank og Svenska Handelsbanken. Der er tale om et godt tredje kvartal for begge banker, der har kunnet præsentere regnskaber pænt over forventningerne i markedet.

Det kan smitte af på de danske banker.

Tirsdag steg Danske Bank, der er regnskabsaktuel fredag i næste uge, 0,4 pct. til 199,40 kr. Nordea, der har leveret tal i sidste uge, faldt 0,1 pct. til 81,58 kr., Jyske Bank, der opjusterede for et par uger siden, faldt 0,5 pct. til 530 kr.

CARLSBERG HAR FÅET KONKURRENTNYT

Carlsbergs hollandske konkurrent, bryggeriet Heineken, leverer onsdag morgen skuffende tal for den organiske vækst i volumen i årets tredje kvartal. Ikke mindst i Europa.

Den samlede organiske vækst i volumen er for tredje kvartal beregnet til 0,7 pct., mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med en vækst 2,02 pct. For Europa er væksten opgjort til 1,4 pct. mod analytikernes estimat på 3,6 pct.

Carlsberg steg 0,1 pct. til 791,20 kr. tirsdag.

NNIT NEDJUSTEREDE

NNIT har sænket sin prognose for væksten og overskudsgraden i 2024 efter en skuffende udvikling med fald i omsætningen i både USA og Europa i tredje kvartal.

It-konsulenten regner nu med en organisk vækst i omsætningen på 6-7 pct., mens overskudsgraden før særlige poster også ses lande i 6-7 pct. Det skal sammenlignes med et tidligere bud fra NNIT på en vækst på omkring 10 pct. og en overskudsgrad på 8-9 pct

NNIT faldt tirsdag 0,9 pct. til 127,20 kr. Aktien er dog i år steget lige over 50 pct.

RINGKJØBING OPPRÆCISERER

Ringkjøbing Landbobank oppræciserede onsdag morgen sine forventninger til helåret og venter nu et nettoresultat i toppen af intervallet på 2000-2350 mio. kr. Tidligere ventede banken et overskud efter skat i intervallet 2000-2350 mio. kr.

Aktien steg 0,4 pct. til 1072 kr.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

09:14 Novonesis overrasker med oppræcisering i stærkt tredje kvartal
09:08 Ambus kursmål skåret til 130 kr. efter regnskab hos Redburn
09:06 Obligationer/åbning: Stort set uændret rente på dag med rentemøder
09:02 DFDS' Torben Carlsen ser først økonomisk afmatning i Europa vende i 2025
08:58 Torm fortsætter vækst og betaler udbytte - men lavere fragtpriser giver nedjustering
08:45 Vestas får sænket anbefaling af Bank of America efter Trump-sejr og regnskab
08:31 GN-topchef: Vi når formentlig ikke vending til positivt marked i Enterprise i år
08:31 Aktier/tendens: Ny stime af regnskaber - opjustering fra Novonesis, Genmab, men GN sænker
08:23 Gubra vender driftsindtjeningen til plus i tredje kvartal drevet af fedme
07:49 DFDS' fragtmængder og passagerantal hjulpet af rutetilgang
07:45 Korr: Obligationer/tendens: Udsigt til uændret åbning på dag med rentemøder
07:37 Genmabs lukning i USA indikerer positiv åbning
07:35 Zealand Pharma OVERBLIK Q3: Opmuntrende pipeline overskygger underskud
07:27 Obligationer/tendens: Udsigt til uændret åbning på dag med rentemøder
07:07 Genmabs kursmål sættes ned af amerikanske TD Cowen efter regnskab
07:05 Ørsteds kursmål sænkes hos HSBC efter regnskab og Trump-sejr
06:49 Pandora får løftet kursmålet hos JPMorgan efter regnskab
06:46 Råvarer: Oliepris dykker let på udsigt til Trump i Det Hvide Hus
06:39 Mærsks japanske containerrivaler ligger i grønt torsdag
06:38 GN fortsat under hårdt pres i Enterprise: Nedjustering modvirkes lidt af stærk indtjening