Dansk iværksætterfirma ansætter TV2-formand som ny topchef
Tirsdag kan det danske iværksætterfirma Airhelp løfte sløret for tilgangen af en prominent, ny topchef.
Ifølge Berlingske vil selskabet, der leverer services til flypassagerer, præsentere Jimmy Maymann som ny administrerende direktør.
- Jeg er lige så begejstret, som da jeg startede mit første selskab i 1995.
- Jeg har været med som investor, siden der ikke var nogen forretning, og hvis ikke jeg havde det, så havde jeg heller ikke sagt ja til jobbet.
- Men jeg har set udviklingen og kan se mulighederne, siger Jimmy Maymann til Berlingske.
Jimmy Maymann er blandt andet kendt for at være bestyrelsesformand i TV2.
Det seneste år har han også været bestyrelsesformand hos Airhelp. Men nu kommer han tættere på den daglige drift i sin rolle af direktør.
På direktørposten afløser han Henrik Zillmer, som også er stifter af Airhelp. Han overtager i stedet Jimmy Maymanns formandspost.
Airhelp har ved hjælp af kunstig intelligens opbygget en forretning, der hjælper med at hente erstatninger hjem til flypassagerer, som har været ude for forsinkelser eller aflysninger.
Ifølge Berlingske har Airhelp mere end 750 ansatte fordelt på 35 lande. Firmaet blev etableret i 2013.
Ud over sine forskellige bestyrelsesposter har Jimmy Maymann gennem årene selv prøvet kræfter med tilværelsen som både iværksætter og direktør.
I 2011 solgte han eksempelvis videoplatformen GoViral til den amerikanske medievirksomhed AOL. Dengang fulgte Jimmy Maymann med til AOL, hvor han i flere år havde en ledende stilling i selskabet.
Højdepunktet nåede han i årene 2012-2015, hvor han var administrerende direktør for onlinemediet Huffington Post, som AOL overtog i 2011.
Efter flere år i udlandet er han nu vendt hjem til Danmark med sin familie.
/ritzau/
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›