Dansk vækst trækkes op af medicinalindustrien
Den danske økonomi voksede i tredje kvartal af 2024, da bruttonationalproduktet (BNP) i sæsonkorrigerede tal gik frem med 1,2 pct. set i forhold til kvartalet før.
Det viser en foreløbig opgørelse fra Danmarks Statistik.
I andet kvartal var væksten 1,3 pct.
- Væksten i dansk økonomi var primært drevet af en væsentlig fremgang i industrien, hvor særligt medicinalindustrien har været hoveddrivkraften, skriver statistikkerne.
Derimod havde søtransporten en betydelig negativ effekt på væksten.
Dagens opgørelse vækker glæde hos Dansk Metal.
- Mens Tyskland, Sverige og andre europæiske økonomier længe har kørt i slæbesporet, er der pæn vækst i dansk økonomi, konstaterer cheføkonom Erik Bjørsted.
Han fremhæver, at fremgangen især sker takket være industrien.
- Men modsat sidste år er det i år ikke udelukkende medicinalindustriens fortjeneste. Den øvrige del af industrien er i 2024 også kommet op i et væsentligt højere gear, fortsætter han.
Sammenlignet med samme periode sidste år steg det danske BNP med 3,9 pct.
Usikkerheden på BNP-væksten vurderes på baggrund af erfaringer at være +/- 0,5 pct.point, oplyser Danmarks Statistik.
I andet kvartal var den tilsvarende vækst 3,5 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›