Danske Andelskassers Bank henter 439 mio. kroner før børsnotering
Danske Andelskassers Bank har gennem sit udbud af nye aktier opnået tegning af i alt nominelt DKK 175,6 mio. nye aktier, svarende til et bruttoprovenu på ca. DKK 439 mio. (nettoprovenu: cirka DKK 433 mio.). Danske Andelskassers Bank vil gennem udbuddet få op imod 35.000 nye aktionærer, når de kommer på børsen.
Resultatet betegnes som meget tilfredsstillende af Jakob Fastrup, formand for bestyrelsen i Danske Andelskassers Bank:
- Vi er meget glade for forløbet af udbuddet. Som vi har skrevet i vores prospekt og sagde i forbindelse med tegningsperiodens start, forventede vi ikke fuldtegning. Men vi satte grænsen så højt, at vi var sikre på, at alle, der havde lyst, kunne tegne, og som vi også sagde på forhånd, er vi meget tilfredse med at have hentet over DKK 400 mio.
Første handelsdag for såvel de eksisterende som de nye aktier forventes at blive den 7. juli 2011.