Danske Bank øgede resultat før skat til over 13 mia kr i 2003
Danske Bank koncernens overskud før skat steg til 13.036 mio. kr. i 2003 fra 11.164 mio. i 2002, fremgår det torsdag af bankens årsregnskab.
Resultatet efter skat udgjorde 9.286 mio. kr. mod 8.242 mio. kr. i 2002. Det er det bedste årsresultat i koncernens historie.
Årets resultat pr. aktie viste en stigning på 16 pct.
Koncernens basisindtjening androg i alt 10.467 mio. kr. mod 10.156 mio. kr. i 2002. Fremgangen skyldtes især en god udvikling i indtjeningen fra Danske Markets og de svenske bankaktiviteter samt reducerede omkostninger.
Basisindtægterne var stort set uændrede i forhold til 2002. Omkostningerne blev reduceret med 4 pct. til 14.820 mio. kr. Omkostningsprocenten blev forbedret til 55,0 fra 57,2 i 2002.
Tab og hensættelser steg i forhold til 2002 med 242 mio. til 1.662 mio. kr., men er fortsat på et lavt niveau.
Beholdningsindtjeningen udgjorde 2.569 mio. kr. mod 1.008 mio. kr. i 2002.
Bestyrelsen indstiller, at der udbetales 6,55 kr. i udbytte pr. aktie. Det er en stigning på 38 pct. i forhold til 2002, hvor der blev udbetalt et udbytte på 4,75 kr. i pr. aktie.
Danske Bank vil i løbet af første halvår 2004 tilbagekøbe egne aktier svarende til en markedsværdi på 3 mia. kr. Bestyrelsen vil i løbet af 2004 tage stilling til yderligere tilbagekøb.
Basisindtjeningen i 2004 forventes at blive lidt højere end i 2003.
Bankdirektør Peter Straarup udtaler: "Koncernen styrkede sin konkurrenceevne i løbet af 2003, og med udsigt til forbedrede konjunkturer på hjemmemarkedet i Nordeuropa er det forventningen, at 2004 bliver endnu et godt år for koncernen."
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›