Danske Bank i duel med Nordea om danske erhvervskunder

Udgivet den 18-04-2011  |  kl. 07:36  |  

Danske Bank vil slå Nordea, som mindre og mellemstore virksomheders foretrukne finansielle samarbejdspartner. Derfor har banken afsat næsten 1 mia. kr., som de næste tre år skal bruges på en række tiltag, der skal overbevise virksomhederne om, at Danske Bank er det bedste sted at placere de finansielle aktiviteter. Det skriver dagbladet Børsen mandag.

- Vi vil være erhvervsbank nummer et i Danmark. Vi har allerede etableret et særligt center med 100 specialuddannede erhvervsrådgivere, hvor netop de små og mellemstore virksomheder kan komme i kontakt med os fra klokken 7.30 til 18 og om torsdagen helt til kl. 21. Vi ønsker helt praktisk at give vores kunder en fordel i forhold til deres konkurrenter, når det handler om de finansielle strategier, siger Danske Banks direktør for de danske aktiviteter Tonny Thierry Andersen til avisen.

 

Udgivet af: NPinvestordk