Danske Bank køber finsk bank for 30 mia kr
Danske Bank-koncernen har i dag indgået aftale om at købe 100 pct. af aktierne i Sampo Bank for 30,1 mia. kr. kontant. Sampo Bank, som købes af Sampo Group, er den tredjestørste bank i Finland og har et bredt filialnet i Finland, datterbanker i Estland, Letland, Litauen samt en nyerhvervet bank i Rusland.
I forbindelse med købet planlægger Danske Bank-koncernen at gennemføre et aktieudbud, der forventes at tilføre banken et provenu på op til 14 mia. kr. Den resterende del af købet finansieres ved udstedelse af Tier 1 hybrid kapital, efterstillet kapital og anden likviditet.
- Investeringen i Finland sker i overensstemmelse med koncernens strategi om at udbrede sin detailbankforretning i Nordeuropa, siger ordførende direktør Peter Straarup.
- Med vores fælles bankkoncept Danske Banking konceptet har vi skabt den nødvendige plat-form for udvidelsen. Sampo Bank er attraktiv for Danske Bank-koncernen, fordi bankens detailbankprofil og struktur matcher Danske Bank samt understøtter vor strategi om yder-ligere geografisk og risikomæssig spredning. Dertil kommer, at den økonomiske vækst i såvel Finland som Estland, Letland og Litauen ligger over EU-gennemsnittet, hvilket giver os et godt grundlag for fortsat vækst, siger Peter Straarup.
Sampo Bank har i Finland 125 filialer og 3475 medarbejdere. I Estland, Letland og Litau-en er der 33 filialer med i alt omkring 1100 medarbejdere.
Sampo Banks forretningsmæssige fokus ligger på privatkunder, små og mellemstore er-hvervskunder samt på institutionelle kunder. Med 1,1 mio. privatkunder og 100.000 er-hvervskunder har Sampo Bank en markedsandel i Finland på 15 procent på privatkunde-markedet og 20 procent på erhvervskundemarkedet. Hovedparten af engagementerne med privatkunderne ligger inden for boligfinansiering. Banken er teknologisk velfungerende med 800.000 netbankkunder.
Størstedelen af bankens aktiviteter har udgangspunkt i Finland, men datterbankerne i Est-land, Letland og Litauen har vist betydelig vækst og stigende markedsandele, især inden for boligfinansiering. Sampo Bank er den tredjestørste udenlandsk-ejede bank i de baltiske lande.
For nylig overtog Sampo Bank Industry and Finance Bank i St. Petersborg, som primært betjener større finske erhvervskunder, der har forretninger i Rusland. Denne bank er lige-ledes omfattet af købet.
Købet vil understøtte Danske Banks forretningsplatform og medvirke til fremtidig værdi-skabelse for bankens aktionærer. Det er forventningen, at Danske Bank-koncernen med købet skaber et særdeles attraktivt grundlag for fremtidig vækst. Integrering af Sampo Bank i Danske Banks it-platform og organisation skønnes at ville kunne skabe årlige om-kostnings- og fundingsynergier på 610 mio. kr., som vil have fuld regnskabsmæssig effekt fra 2009. Synergierne vil især ske på it-området og i de administrative funktioner. Det er bankens forventning, at størstedelen af de fornødne fratrædelser kan finde sted ved natur-lig afgang.
Frem til 2009 vil Danske Bank afholde integrationsomkostninger på 1,6 mia. kr. til inte-gration af Sampo Banks aktiviteter i Danske Banks platform.
Det er forventningen, at integrationen af Sampo Banks finske aktiviteter på Danske Banks it-platform vil ske i påsken 2008. Det er ikke endeligt besluttet, hvornår de endnu relativt små bankaktiviteter i Estland, Letland, Litauen og Rusland integreres.
Danske Bank forventer, at købet af Sampo Bank vil have en positiv effekt på indtjening pr. aktie (EPS) fra andet halvår 2008.