Danske Bank lover storstilet udlodning til aktionærerne efter stærkt andet kvartal
Danske Bank leverede i andet kvartal af 2024 en stærkere bundlinje, end analytikerne havde ventet, fra en overbevisende fremgang på gebyrposten, mens nettorenteindtægterne stod i stampe.
I samme forbindelse vil Danske Bank på mandag udlodde udbytte til aktionærerne for første halvår med løfte om mere. Her er et overblik over regnskabet:
* Danske Banks bundlinje voksede i andet kvartal til 5839 mio. kr. mod ventet 5561 mio. kr. og fra 5011 mio. kr. i samme periode et år før. Nettooverskuddet var drevet af en væsentligt stærkere gebyrpost og en større tilbageførsel af nedskrivninger, mens både nettorenteindtægterne og handelsindtægterne var under forventning.
* Banken fastholder sine forventninger til året, der blev løftet 26. juni, om et overskud i niveauet 21-23 mia. kr. Dertil venter Danske Bank nu nedskrivninger på op mod 0,6 mia. kr. i 2024.
* Danske Bank har dertil fastsat et udbytte for første halvår på 7,5 kr. per aktie og givet lovning om en yderligere ekstraordinær udlodning til aktionærerne på i alt 5,5 mia. kr. i forbindelse med salget af den norske privatkundeforretning til Nordea. Endvidere har banken til hensigt at udlodde den resterende del af sit årsresultat for 2024 i 2025. Den samlede udlodning for 2024 kan nå op i niveauet 22,4 mia. kr.
* - Resultatet for andet kvartal var en fortsættelse af den meget positive udvikling, vi så i første kvartal. Vedvarende stærke nettorenteindtægter og fortsat stigende nettogebyrindtægter bidrog samlet til højere indtægter fra kerneaktiviteterne i første halvår. Kombineret med en fortsat stærk kreditkvalitet og en nettotilbageførsel af nedskrivninger i andet kvartal medførte dette en stigning i resultatet efter skat, som også afspejler robust kundeaktivitet på tværs af forretningen, siger administrerende direktør Carsten Egeriis i regnskabet.
* Danske Bank er kommet godt gennem andet kvartal - og dermed første halvår - hvor indtægterne overrasker positivt. Navnlig gebyrerne har trukket for som følge af høj aktivitet, og sammen med en stor udbyttebetaling til aktionærerne bør det sende aktien op fra start. Det vurderer Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker hos Sydbank over for MarketWire.
Tabel over Danske Banks regnskab for andet kvartal 2024:
Mio. kr. | Q2 24 | Q2 24(e) | Q2 23 | FY 24 (e) | FY 23 |
Nettorenteindtægter | 9145 | 9218 | 8514 | 36.955 | 34.972 |
Nettogebyrindtægter | 3698 | 3262 | 3017 | 13.554 | 12.904 |
Handelsindtægter | 608 | 768 | 906 | 3019 | 2613 |
Indtjening fra forsikringsaktiviteter | 457 | 394 | 192 | 1676 | 1472 |
Indtægter i alt | 14.055 | 13.871 | 12.192 | 56.025 | 52.422 |
Omkostninger i alt | 6481 | 6519 | 6350 | 26.267 | 25.478 |
Res. før nedskrivninger | 7574 | 7390 | 5842 | 29.749 | 26.944 |
Nedskrivninger | -200 | -89 | -175 | 595 | 262 |
Resultat før skat | 7774 | 7486 | 6016 | 29.157 | 26.682 |
Nettoresultat | 5839 | 5561 | 5011 | 21.754 | 21.262 |
Danske Banks forventninger til 2024:
Mia. kr. | Ved Q2: | Den 26. juni: | Ved Q1: | Ved Q4: |
Indtægter i alt | Højere end i 2023 (52,4) | Højere end i 2023 (52,4) | Højere end i 2023 (52,4) | Højere end i 2023 (52,4) |
Omkostninger | 26-26,5 | 26-26,5 | 26,26,7 | 26-26,5 |
Nettoresultat | 21-23 | 21-23 | 20-22 | 20-22 |
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ main text❯