Danske Bank nedtoner frygten for recession

Udgivet den 03-12-2019  |  kl. 09:31  |  
Arkiv: Foto

Danske Bank skruer ned for sin forventning om en global recession. Verdensøkonomiens udsigter er nemlig lysnet en anelse, efter at USA og Kina atter er kommet på talefod, og nøgletallene ikke fortsat er blevet forværret, skriver Børsen.

I den nye prognose for verdensøkonomien, som Danske Bank udgav mandag, er risikoen for en global recession inden for de næste 12 til 24 måneder blevet sænket.

Nu vurderes risikoen på 25 pct. mod tidligere 30 pct.

Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker i Danske Bank, fremhæver, at nogle nøgletal i august tydede på en dårligere verdensøkonomisk situation, end der nu ses.

Blandt andet har Kinas økonomi stabiliseret sig, og risikoen for et hårdt brexit er faldet.

Desuden er der sket et skifte i stemningen mellem USA og Kina. I august sås en massiv eskalering, mens landene nu er på talefod.

Danske Bank regner med, at den globale vækst i 2019 vil ramme omkring 2,9 pct. og vokse til 3,0 pct. i 2020, skriver Børsen. Det er lavere end Den Internationale Valutafonds forventninger, som ser væksten lande på 3,0 pct. allerede i år og vokse til 3,4 pct. næste år.

- Overordnet synes vi, at det lysner i horisonten. Der er tegn på, at verdensøkonomien har stabiliseret sig. Vi tror, at vi kan få lidt mere gang i hjulene næste år - uden at man skal overdrive, hvor optimistiske vi er, siger Mikael Olai Milhøj til Børsen.

/ritzau/FINANS

Nora Simone Emilia

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder