Danske Bank sår tvivl om Ambus prognose for næste år

Udgivet den 01-09-2023  |  kl. 10:58  |  
Novo Nordisk

Ambu har hævet bunden af forventningerne til den organiske vækst i år til 6-8 pct. - men efter regnskabet for tredje kvartal sår Danske Banks analytikere Christian Sørup Ryom og Thomas Bowers nu tvivl, om medicoselskabet kan nå en dobbeltcifret vækst i næste regnskabsår.

Danske Bank venter, at den organiske vækst i fjerde kvartal vil lande på 13 pct., så væksten for året bliver på 7,4 pct.

Men for 2023/24 skruer bankens analytikere nu ned for deres optimistiske syn på væksten og estimerer en organisk vækst på 10,7 pct. mod 13,3 pct. før regnskabet.

Ambu meldte torsdag ud om nye initiativer, der skal forbedre lønsomheden. Blandt andet trækker Ambu sig fra omkring 40 lande, der samlet omsætter for omkring 20 mio. kr.

Desuden vil Ambu hæve priserne væsentligt inden for en række produktområder, hvor marginerne er lave.

- De nye optimeringsinitiativer på porteføljen sætter spørgsmålstegn ved, om Ambu vil guide for tocifret organisk vækst i 2023/24, påpeger bankens analytikere efter regnskabet.

- Initiativer til forbedring af lønsomheden gennem betydelige prisstigninger i anæstesi og patientmonitorering samt en beslutning at forlade 40 mindre markeder ser ud til at begrænse omsætningsvæksten i 2023/24 med 50-70 mio. kr. svarende til 2-3 pct., fremgår det af analysen.

Oveni er det fortsat uklart, om nye produkter sælger godt.

- Vi mener, at det alt i alt peger på organisk vækst på "kun" 10-11 pct. næste år med en sandsynligvis indledende konservativ guidance fra Ambu, skriver de to analytikere.

Danske Bank har sat kursmålet ned til 92 kr. fra 105 kr. Anbefalingen er fortsat "hold."

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯