Danske Bank tjente knap 15 mia kr i 2007

Udgivet den 31-01-2008  |  kl. 11:27  |  

Danske Bank har torsdag fremlagt koncernens årsregnskab for 2007, og det viser et overskud efter skat, der er steget med 10 pct. til 14,9 mia. kr. I 2006 havde banken et overskud på 13,5 mia. kr. Danske Bank stiger 3,5 pct. på regnskabet.

Men tager man Sampo Bank med i ligningen faldt årets resultat med 3 pct., og dermed lidt under de forventninger man fremlagde i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for 3. kvartal.

For 2008 venter man, at resultatet vil være mellem 0 og 7 pct. højere end i 2007, og frem mod 2012 er målet Indtægter på mere end 55 mia. kr. og omkostningsprocent på under 45. Derfor investerer banken 1 mia. kr. over de næste to år i digitalisering, opgradering flere produktintroduktioner.

Indtægterne steg 5 pct. til 45.063 mio. kr. som følge af en positiv udvikling på koncernens hovedmarkeder. Væksten i de udenlandske bankaktiviteter var 12 pct., og de udenlandske bankaktiviteter står nu for 34 pct. af koncernens samlede indtægter.

- Vækstgeneratoren i Danske Bank er i stigende grad vore udenlandske bankaktiviteter. Resultatet viser, at de investeringer, vi har foretaget de seneste år i blandt andet Norge, Sverige, Irland og Nordirland, har givet koncernen et markant løft i indtjeningsevnen. Den udvikling forstærker vi nu ved at opgradere koncernens fælles platform. Med en opgradering kan vi udvikle nye, offensive produkttilbud på alle markeder, samtidig med at vi holder omkostningerne nede via øget automatisering. Udviklingen er så markant, at vi har valgt at opstille nye, ambitiøse målsætninger for de næste fem år, siger ordførende direktør Peter Straarup.


/lk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder