Danske Bank udpeges til bedste danske kapitalforvalter af storkunder

Udgivet den 17-06-2019  |  kl. 08:10  |  
Arkiv: Foto

Danske Bank er årets bedste eksterne kapitalforvalter i Danmark.

Sådan lyder konklusionen i en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Prospera. I undersøgelsen har 91 organisationer med minimum 200 mio. kr. i eksternt forvaltede fonde vurderet flere danske kapitalforvaltere ud fra en række forskellige parametre.

I undersøgelsen blandt storkunderne rykker Danske Bank Asset Management op på en førsteplads efter sidste års andenplads, og banken kalder det selv en tillidserklæring fra kunderne.

- Vi er meget ydmyge og taknemmelige over denne tillidserklæring fra vores kunder. Kundetilfredsheden er en hjørnesten i vores virke, og vi ser resultatet, som udtryk for at vi er konkurrencedygtige på et marked med nogle af de mest avancerede institutionelle investorer i Norden og stærke konkurrenter, siger Atilla Olesen, underdirektør og global chef for institutionelle kunder i Danske Bank Asset Management, i en meddelelse.

- Samtidig er vi også klar over, at vi fortsat har et stort arbejde foran os med hele tiden at sikre kundernes tillid, og vi er meget ydmyge og transparente omkring dette faktum. Der er dog ikke nogen tvivl om, at vi tager denne førsteplads som et rygstød til fortsat at arbejde hårdt for at skabe værdi for vores kunder og gøre det endnu bedre, fortsætter hun.

Danske Bank har fået en hel del negativ opmærksomhed særligt det seneste år, efter at Berlingske Business har beskrevet, hvordan der har fundet hvidvask sted i bankens filial i Estland.

Storkunderne peger desuden på Nykredit AM som den næstbedste eksterne danske kapitalforvalter i undersøgelsen, og SEB må tage til takke med årets tredjeplads. Fjerde- og femtepladsen går til henholdsvis Nordea AM og Jyske Bank.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder