Danske: Brug kursfald til at øge i Vestas

Udgivet den 17-10-2005  |  kl. 13:33  |  

Den amerikanske industrigigant General Electric bekræftede et boomende amerikansk vindmøllemarked i sit tredje kvartalsregnskab i fredags, med en ordreindgang på USD én mia. i kvartalet og en rekordstor ordrebeholdning.

Høje priser på fossile brændstoffer har sammen med den forlængede PTC-støtteordning, der omfatter vindenergi, bidraget til en fortsat stærk interesse i vindenergi i USA.

Samtidig lader GE til at have fulgt Vestas' eksempel med en kraftig forøgelse af vindmøllepriserne i USA.

Danske Equities er derfor ret sikre på, at vi endnu ikke har set den sidste store amerikanske vindmølleordre fra Vestas' side.

Analytikerne fastholder derfor deres Køb-anbefaling og anbefaler investorer at bruge eventuelle kurssvækkelser til at øge sin eksponering i aktien.

Udgivet af: NPinvestordk