Danske Equities fortsat forbeholden over for Vestas
Danske Equities fastholder sin Hold-anbefaling på Vestas, også selv om en 1-årig forlængelse af støtten til den amerikanske vindenergi tilsyneladende gennemføres, fremgår det af et nyt notat.
Forlængelsen vil sandsynligvis medføre en højere end ventet markedsvækst i 2005. GE Energy står til at drage størst fordel, men analytikerne vil også opjustere deres estimater for Vestas i 2005.
Det amerikanske marked kan meget vel blive på 1.500-2.000 MW i 2005, selv med en kort tidsfrist for PTC-ordningen, vurderer Danske Equities.
Det kan medføre en øget omsætning for Vestas, men effekten på indtjeningen vil formentlig blive lavere på grund af en svag USD og høje stålpriser.
- Vi fastholder dog vores neutrale syn, da den nye mulighed ikke reducerer risikoen for endnu en nedjustering af indtjeningsforventningerne til i år. Vestas har indikeret, at et meget travlt andet halvår på andre markeder vil reducere kapaciteten for sene amerikanske ordrer i år, skriver analytikerne.