Danske: Formandspost kan udelukke fast topstilling for Jesper Nielsen

Udgivet den 12-04-2019  |  kl. 07:20  |  
Arkiv: Foto

Danske Banks midlertidige topchef, Jesper Nielsen, har i april sat sig på en formandspost i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).

Og det er næppe foreneligt med en permanent rolle som topchef i Danske Bank, skriver Berlingske Business.

Jesper Nielsen overtager i april formandsposten fra Henriette Fenger Ellekrog og bliver dermed den første topchef, der også er formand i FA.

Formandsposten er ifølge headhuntere, som Berlingske Business har talt med, en understregning af, at Jesper Nielsen formentlig ikke er med i opløbet om stillingen som permanent topchef i Danske Bank.

Årsagen til dette skulle angiveligt være, at Finanstilsynet ikke kan godkende Jesper Nielsen - ligesom bankens oprindelige bud, Jacob Aarup-Andersen - som permanent topchef på grund af manglende bankerfaring på direktionsniveau.

John Lohff, der er headhunter, vil dog ikke afskrive Jesper Nielsen som en fast løsning - dog med et forbehold:

- Så længe der ikke er fundet en anden, er Jesper Nielsen i spil som Danske Bank-topchef. Men så tager han den her post. Hvis han bliver fast topchef, så må han fratræde formandsposten, siger han til Berlingske Business.

Jesper Nielsen forholder sig i et skriftligt svar ikke til betydningen af formandsposten i relation til topchefstillingen i Danske Bank, men understreger blot, at FA spiller en vigtig rolle for sektoren.

/ritzau/FINANS

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder