Danske Securities: Sophus Berendsen er for dyr
Mandag den 11. juni 2001
Sophus Berendsen lever højt på sin 5-procents aktiepost i britiske Rentokil, hvilket svarer til godt halvdelen af Sophus Berendsens totale markedsværdi. Så når Rentokil rykker, så følger Sophus Berendsen troligt med målt på aktiekursen - noget aktionærerne kan fryde sig over i øjeblikket, hvor Rentokil sprinter afsted.
Men bortset fra støtte fra Rentokilaktien her og nu samt det faktum, at Rentokilaktierne ved salg kan give Sophus Berendsen en gevinst på to mia. kr. ved gældende markedskurs, er der ikke meget, der inden for en overskuelig tid kan udløse de store kursspring i aktien, vurderer Danske Securities, der har aktien på Sell.
"Trods den positive støtte fra Rentokil, fastholder vi vort negative syn på Sophus Berendsen, fordi prisen man betaler for kerneforretningen er alt for høj i forhold til den indtjening, tekstilservice genererer. Samtidig tvivler vi på, at selskabet når sine mål i 2002," lyder det fra Danske Securities.
Høj pris for tekstilservice
Justeret for good-will - og værdien af Rentokilposten - handles Sophus Berendsen til en værdi 15 gange højere end den forventede indtjening i 2002 - vel at mærke hvis koncernen indfrier sin målsætning om en indtjeningsmarginal på 11-12 pct. i 2002. Men de stigende energiomkostninger, der ikke kan overvæltes på kunderne fordi prisen for serviceydelserne oftest er låst fast af langtidskontrakter, gør det temmelig vanskeligt at fastholde en høj indtjeningsmarginal.
Det seneste kvartalsregnskab var med til at understøtte holdningen hos Danske Securities - og for den sags skyld andre analytikere, hvor reaktionen, ifølge Bloomberg, primært var neutral krydret med enkelte nedjusteringer. Og deres forventede kursmål var hovedsagligt dikteret af udviklingen i Rentokilaktien.
Også set i forhold til konkurrenterne betaler man en høj præmie for Sophus-aktien - svarende til 50 pct. i forhold til Davis Group og næsten 100 pct. i forhold til amerikanske Johnson.
"Begge de udenlandske selskaber giver tillige et direkte afkast på fem procent, mens Sophus Berendsen kun skaber et direkte afkast på 0,9 procent," påpeger Danske Securities.
Danske Ratin var i sin tid storaktionær i Rentokil, der sidste år købte Ratin-aktierne tilbage. Omkring ti procent af Rentokil er fortsat ejet af danskere.