Danske virksomheder er godt rustet til at klare krisen
Danske virksomheder går stærkere ind i et hårdt 2009 end mange andre landes industrier. Det vurderer en række eksperter, dagbladet Børsen har talt med. Den danske arbejdsmarkedsmodel, en moderne erhvervsstruktur og en hurtig tilpasning med voldsomme nedskæringer og store nedskrivninger får æren.
Danske virksomheder er ellers faldet tungt ned med en tilbagegang på 35 pct. i indtjening efter skat over 12 måneder, sammenlignet med selskaberne i de store aktieindeks i de toneangivende lande i Asien, Europa og USA. De massive tab skyldes dog primært store nedskrivninger i særligt TDC og SAS, der trækker hele erhvervslivet ned.
For samtidig viser de danske virksomheders regnskaber, at mange virksomheder går ind i krisen efter en robust indtjening. Både FLS og Vestas har oplevet rekordår i 2008. Og de kraftige fyringsrunder, der huserer på arbejdsmarkedet netop nu, er et sundhedstegn om virksomheder, der hurtigt tilpasser sig, mener en række eksperter.