De ældste og mindste sommerhuse er de dyreste
Normalt ville du måske tænke, at jo større og nyere et sommerhus er, jo dyrere er det. I virkeligheden forholder det sig helt omvendt.
En ny opgørelse fra Boligsiden viser, at det er de små sommerhuse, der har de dyreste kvadratmeter, og at det er sommerhuse fra 1910'erne, der har de højeste kvadratmeterpriser.
Forklaringen er enkel. For ofte handler prisen på et sommerhus langt mere om beliggenheden af grunden end om det hus, der står på den.
"Mange gamle sommerhuse er bygget på grunde helt ned til vandet og har dermed den beliggenhed, som alle købere drømmer om. Det er altså på grund af beliggenheden, at kvadratmeterpriserne på gamle sommerhuse er så høje," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:
"Det er i det hele taget ofte grunden, der er det vigtigste for prisen, når du køber et sommerhus. Nu er det imidlertid sådan, at en kvadratmeterpris på sommerhuse bliver opgjort på baggrund af størrelsen af huset og ikke grunden. Derfor har små sommerhuse også gerne højere kvadratmeterpriser, fordi der ganske enkelt er færre kvadratmeter at fordele prisen på grunden ud på."
Vær den bevidste køber
Som sommerhuskøber betaler du altså særligt for grund og beliggenhed, og den viden kan du profitere af ved at løbe i en anden retning end alle de andre købere.
"Du kan få meget ud af at være den bevidste køber, der ved, hvad du selv vil have. Er du for eksempel på jagt efter et billigt sommergetaway for dig og din familie, så tjek tabellerne herunder og brug den viden, du kan aflæse. Led efter et sommerhus, der er bygget i 70'erne eller 80'erne og få mest for dine penge ved at vælge mellem 100 og 125 kvadratmeter. Skru op eller ned for størrelsen efter, hvad dit budget kan bære," siger Birgit Daetz og slutter:
"Og tænk så også over, at der kan være guld gemt blandt de sommerhuse, der har lidt længere liggetid. En lang liggetid betyder langtfra, at et sommerhus er ubrugeligt. Tværtimod er det måske lige præcis i et af de sommerhuse, du kan få størrelse, stand, pris og beliggenhed til at gå op i en højere enhed."
Der er lige nu 5.582 sommerhuse til salg på Boligsiden. 837 af dem har en liggetid på mere end et år.
Salgspriser for sommerhuse i forskellige byggeår:
Byggeår | Salgspris | Salgspris pr kvm |
---|---|---|
2.395.986 | 19.248 | |
1900-1909 | 1.397.811 | 11.937 |
1910 - 1919 | 5.131.613 | 38.803 |
1920 - 1929 | 3.679.038 | 34.210 |
1930 - 1939 | 2.800.429 | 37.760 |
1940 - 1949 | 2.161.452 | 27.818 |
1950 - 1959 | 1.980.174 | 26.554 |
1960 - 1969 | 1.616.429 | 22.115 |
1970 - 1979 | 1.386.193 | 18.379 |
1980 - 1989 | 1.538.523 | 19.948 |
1990 - 1999 | 1.927.277 | 20.534 |
2000 - 2009 | 1.983.993 | 20.464 |
>2009 | 2.853.660 | 27.101 |
Samlet | 1.772.778 | 21.212 |
Salgspriser for sommerhuse efter størrelse:
Boligareal | Salgspris | Salgspris pr kvm |
---|---|---|
- 49 | 1.031.709 | 25.849 |
50 - 74 | 1.309.180 | 20.946 |
75 - 99 | 1.720.471 | 20.120 |
100 - 124 | 2.209.922 | 19.992 |
125 - 149 | 2.716.497 | 20.183 |
150 - 174 | 3.376.829 | 21.070 |
175 - 199 | 3.764.786 | 20.489 |
200 - 224 | 4.556.110 | 21.734 |
225 - | 6.677.693 | 24.306 |
Samlet | 1.758.660 | 20.969 |
(I tabellerne indgår data på solgte sommerhus i de seneste 12 måneder. Kilde: Boligsiden)
The post De ældste og mindste sommerhuse er de dyreste first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.
Tags: Bolig❯