Den italienske lire skaber bekymringer hos både BoI og Istat

Udgivet den 13-03-1997  |  kl. 12:29  |  

Den italienske lire er faldet til nær 1000 L pr. D-mark i dag, hvilket har fået den italienske centralbank (BoI) til at checke krydskurserne i markedet med henblik på at beskytte dette psykologisk vigtige niveau.

Dealere sagde til nyhedsbureauet Market News, at BoI checkede kurser omkring 998-niveauet, og der var rygter om, at centralbanken skulle have interveneret ved at opkøbe lire for D-mark. Lirens fald skyldes fortsatte bekymringer om en udskydelse eller en aflysning af ØMU'en. Desuden er der spændinger omkring premierminister Romano Prodi, som i øjeblikket holder møde med lederne fra centrum- og venstrepartierne for at finde på tiltag til at reducere arbejdsløsheden.

Men mens BoI er bekymret for, at liren skal falde, er det statistiske kontor i Italien, Istat, bekymret for lirens styrke. Liren er på få år steget fra nær 1200 L til 970 L over for den tyske mark. Istat forudser, at liren sammen med lønstigninger og importen vil skabe inflationspres i 2. halvår af 1997.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder