Der er rift om sommerhusene - især de billige

Udgivet den 07-09-2020  |  kl. 06:00  |  
Brian Herrup Friis Rasmussen, Arbejdernes Landsbank (via Boligsiden.dk)

Indblik er i denne uge skrevet af Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank. 

Det er næppe gået nogens næse forbi, at salget af sommerhuse er eksploderet siden Coronakrisens indtræden. Det har nærmest været den omvendte verden, for med økonomisk usikkerhed og en kraftig ledighedsstigning, ville man normalt forvente, at sommerhusmarkedet var døset hen, som vi så det efter finanskrisen.

Men coronakrisen har nærmere fungeret som en tændsats for handlen med sommerhuse. Aktiviteten er nemlig braget i vejret, og salget af sommerhuse er hele 71 procent højere for perioden marts til juli sammenlignet med samme periodesidste år, viser tal fra Boligsiden.

Vil holde mere ferie i Danmark

Det afgørende for den udvikling har været, at mange danskere måtte aflyse deres ferie under varmere himmelstrøg og holde ferien i Danmark.

En rundspørge foretaget af Voxmeter i starten af juni 2020 for Arbejdernes Landsbank viser, at mere end hver tredje dansker regner med at holde mere ferie i Danmark de næste 1-2 år.

Med Coronaens indtog har mange danskere fået det sidste spark og besluttet sig for at gøre sommerhusdrømmen til virkelighed. I forvejen var sommerhuse populære som følge af de gode økonomiske tider og lempeligere lånevilkår.

Salget fordoblet

Selvom handelsaktiviteten altså generelt er høj på sommerhuse, er det især de billigste sommerhuse, der er populære. Tager vi udgangspunkt i de 20 største sommerhuskommuner (som dækker cirka 70 procent af årets handler), viser tallene helt klart, at det er sommerhuse, der koster under 1 million kroner og sommerhuse til 1 – 1,2 millioner kroner, der har været størst rift om i forhold til sidste år.

For sommerhuse under 1 million kroner er salget steget med mere end 80 procent. Og ser vi på sommerhuse til priser mellem 1 og 1,2 millioner kroner, er salget steget med næsten 110 procent - altså mere end fordoblet.

Ser vi på de dyreste sommerhuse, som koster mere end 1,6 million kroner, er salget også steget, men kun med 32 procent.

Ikke nogen gratis omgang

Med udsigt til en sommerferie under hjemlige himmelstrøg har coronakrisen altså for mange været det sidste skub til at realisere sommerhusdrømmen. Og danskerne har i stor grad valgt at afprøve den drøm på de billige sommerhuse, som i et privatøkonomisk perspektiv virker yderst fornuftigt, da køb af sommerhus langtfra er nogen gratis omgang.

Et typisk sommerhus på 80 kvadratmeter koster i gennemsnit 1,35 millioner kroner. Som potentiel sommerhusejer skal man regne med cirka 15.000 kroner i renteudgifter efter skat per lånt million kroner i løbet af det første år, og dertil kommer de øvrige udgifter, som er forbundet med at være sommerhusejer.

Det gælder for eksempel forsikring, forbrug, vedligeholdelse og ejendomsskatter. Det vil altså fylde en pæn slat i budgettet at blive sommerhusejer, og det er nok derfor, vi ser, at danskerne især har efterspurgt de billigste sommerhuse.

Ser vi fremad, forventer vi, at tiderne med skyhøj aktivitet på sommerhusmarkedet næppe vil vare ved. Ikke alene er dansk økonomi på vej ned i et lavere gear, men mange af de potentielle købere har allerede fået indfriet deres sommerhusdrøm.

Derudover er sommeren også gået på hæld, og det lægger også en naturlig dæmper på efterspørgslen. Det betyder, at vi forventer prisfald på sommerhuse på 5 procent over den kommende tid og en markant lavere handelsaktivitet.

The post Der er rift om sommerhusene - især de billige first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Danske fedmeaktier blødte og trak Europa i rødt
17:19 Fredagens obligationer: Renter faldt efter amerikanske inflationstal
17:18 Novo banket i bund efter skuffende data - aktionærerne tabte omkring 690 mia. kr.
17:06 Fredagens aktier: Øretæver til Novo Nordisk og Zealand Pharma giver solid C25-nedtur
15:46 USA/åbning: Eli Lilly vinder på Novos kollaps mens inflationsdata skærer lidt af dykket
15:17 Jeudan har milliarder klar til opkøb: "Øget optimisme kan give flere transaktioner i 2025"
15:15 Novo/Jyske Bank: Kursreaktion virker som overreaktion
14:29 USA/tendens: Eli Lilly vinder på Novos kollaps mens frygt for nedlukning varsler rød start
13:33 Korr: Udsalg af Novo-aktier presser kronen
13:24 Udsalg af Novo-aktier presser kronen
12:29 Sydbank-analytiker: Voldsomt kursfald afspejler skuffelsen over Cagrisema-data
12:25 Europa/aktier: Danske fedmeaktier bløder og trækker Europa i rødt
12:22 Novo smadres på børsen efter skuffende fedmestudie - aktien taber 770 mia. kr.
12:11 Novos styrtdyk trækker C25-indekset ned i sit fjerdestørste fald nogensinde
12:09 Gubra og Zealand Pharma trækkes med ned af negativt nyt til Novo Nordisk
12:05 Novo lever ikke op til egne forventninger i vigtigt studie - aktien mister 900 mia kr -NY2
11:56 Novo lever ikke op til egne forventninger i kursfølsomt studie - aktien mister 700 mia kr
11:48 Aktier/middag: Zealand Pharma bankes tocifret ned efter FDA-afvisning og trækker C25 ned
11:28 Obligationer/middag: Små renteudsving før inflationsnyt fra USA
10:49 Jefferies ser kurslussing til Zealand Pharma som købsmulighed