Derfor er Top10-lister et hit
Året er ved at nå sin ende og et nyt står for døren. Det giver de fleste medier anledning til at gå i totalt selvsving over året, der gik, og det udmønter sig altid i et hav af lister. Top3, Top10, Top100, det gør ingen forskel, for vi elsker det, og her er grunden.
I anledningen af slutningen af år 2007 har Time Magazine lavet Top10-listen over alle Top10-lister. Her er en frit oversat udgave af de ti grunde til, at Top10-listen er et hit og er kommet for at blive.
10) Gud fik os til det.
- Biblen, Koranen, Toraen, Buddha og David Letterman. Behøver der skrives mere end: De ti bud, eller Late Night Show's Top10. Lister har altid været med os, og vil være der efter vi dør.
9) Ord er værdiløse Tal holder max.
- Det er i hvert fald, hvad der driver nutidens presse. Det handler om at bryde teksten op i mange forskellige stykker. Aviser skal være TV, TV skal være YouTube. Powerpoint here we go.
8) Cyberkompatibel
-De er brugervenlige og lettilgængelige på nettet. Samtidig kan de hurtigt videreformidles uden for mange dikkedarer.
7) Ren markedsføring
- Top-lister kan skabe et markedsføringsmæssigt brand, som eksempelvis Forbes 500, Time 100 & MTV Top 100.
6) Han er jo en idiot
- Ranglister har på mange måder en anstødende virkning på læsere, da man sjældent er enige. Hvorfor er min yndlingsfilm ikke på Top10 over de bedste film i historien? Er ham, der har lavet listen, en fuldstændig idiot? En liste skal være en smule forkert for at være helt perfekt.
5) Fordi vi vil have retfærdighed
- Alle er unikke, og alle er lige meget værd. Men sådan er det ikke i ranglisternes univers. Nogen er inde i varmen og andre er blot yt. Nogen har taget et standpunkt, og de har trukket en tyk streg i sandet.
4) For at huske året der gik
- I den pulserende verden kan ting ikke gå stærkt nok, og her giver Top-listerne os en fortjent pause. Med et kort øjekast kan vi danne os et overblik over året der gik. Hvem husker for eksempel Codans afnotering?
3) Universet er meningsløst
- Mange store tænkere har forsøgt at forklare universets mysterier, men hvem gider høre på endeløse rækker af højpandede spekulationer. Livet er jo bare en lang række af tilfældige øjeblikke. Det er ranglister også. De laver orden uden dikkedarer, og der er plads til alverdens mangfoldighed uden bagtanke.
2) Livet er kort
- I sidste ende drejer en liste sig kun om en ting. Personen der skrev den. Det eneste, det egentlig handler om, er, om nogen i den store verden derude finder den interessant, og dermed får et indblik i personen bag listen. Lister er lig med identitet; Jeg var her, i hvert fald i slutningen af året. Det giver tid til at fundere over tiden der er gået, og tiden der kommer.
1) Derfor
- Putter man tal på et ord eller en sætning, læser folk det ukritisk, ligegyldig hvor trivielt, intetsigende og plat det end måtte være. Fra start til slut. Behøves der siges mere...
God Jul og Godt nytår
Af Andreas Secher Boye, ab@netposten.dk