Det koster kassen at bo ved de danske søer
Villaen ved søbredden er mere end dobbelt så dyrt som gennemsnitshuset. Det viser tal fra boligportalen boligsiden.dk
Drømmer du om villa med egen søbred og siv i baghaven, skal du gribe ekstra dybt i foret. Huset, hvor der er frit udsyn til gråænder, der vugger på søens vand i aftensolen, er nemlig mere end dobbelt så dyrt som et helt almindeligt hus. Det viser tal fra boligsiden.dk.
Kvadratmeterprisen for villaer og rækkehuse i første række til søvand er 140 pct. højere end gennemsnitsprisen for alle huse, der er til salg i Danmark, fortæller Birgit Daetz, som er kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk.
I snit skal man slippe mere end 27.000 kroner per kvadratmeter villa, hvis huset ligger inden for 100 meter til søbredden.
Spar to tredjedele i anden række
Selv hvis man vælger villaen i anden række til søen, er besparelsen markant. Helt præcis er det 65 pct. billigere at vælge huset, som ligger mellem 100 og 200 meter fra søbredden.
Priserne afspejles af, at der ikke er ret mange villaer at vælge imellem, hvis kravet er, at man skal kunne indsnuse duften af søvand og andemad fra sin egen terrasse. Der er nemlig kun godt 100 villaer at vælge imellem inden for 100 meter til de større danske søer.
Det svarer til knap 3 promille af de knap 38.000 villaer, der er til salg herhjemme.
Så meget koster det at bo ved søbredden
Afstand | Kvmpris i kr. | Antal til salg |
---|---|---|
0-100 meter | 27.384 | 112 |
100-200 meter | 16.517 | 214 |
200-300 meter | 15.084 | 226 |
300-400 meter | 14.520 | 262 |
400-500 meter | 14.255 | 236 |
500- meter | 11.428 | 36.407 |
Gns. | 11.566 | 37.457 |
Gennemsnitlig udbudspris per kvadratmeter for villaer grupperet efter afstanden til større søer. Kvadratmeterprisen er beregnet ud fra det vægtede areal. Ved boliger uden vægtet areal bruges boligarealet.
Kilde: Boligsiden.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›