Deutche Morgan Grenfell: Dansk BNP-vækst i 1997 på 2,5 pct.

Udgivet den 18-11-1996  |  kl. 09:48  |  

Den danske økonomi voksede med 1,5 pct. år til år i det første halvår af 1996. BNP voksede med 1 pct. kvartal til kvartal i andet kvartal, tilhjulpet af høje investeringer og en høj nettoeksport. I det tredje kvartal steg industriens salg med 6 cpt. år til år mens ordrer steg med 8 pct. år til år. En undersøgelse af virksomhedernes forventninger fra Danmarks Statistik bekæfter de positive udsigter for Danmarks økonomi, da denne viste en stigning i tilliden fra -6 til -4, fremgår det af en oversigt fra Deutche Morgan Grenfell.

Et flertal af virksomhederne venter således en højere produktion og ordre i 4. kvartal, selvom udsigterne for beskæftigelsen er mindre positive. Indkøbschefernes indeks faldt til 56,4 i oktober fra 60,6 i september.

BNP ventes i 1996 at stige med 2 pct. Næste år ventes væksten at blive påvirket af en højere eksportvækst som følge af bedringen i de øvrige europæiske økonomier, der afleder en større efterspørgsel. Stigningen vil ligeledes støttes af en faldende arbejdsløshed og stigende forbrugertillid.

Investeringerne ventes at nå sit højdepunkt i 1996, mens BNP væksten i 1997 ventes at ligge omkring 2,5 pct.

Udgivet af: NPinvestordk